Om bogen

April 2010:

Den islandske vulkan Eyjafjallajökull går i udbrud og lammer flytrafikken i hele Europa. På et nedslidt hotel i Malaga bliver ni danskere henvist til hinanden under askeskyen. På ubestemt tid er de fanget og frataget handlefrihed. Desperation, konflikt og afmagt lurer.

Vita er storyteller. Hun foreslår det brogede selskab at fordrive ventetiden med at fortælle historier. I de følgende døgn deler gruppen 23 fortællinger med hinanden.

Vulkanen udløser skyggesider, omsorg og barsk humor. Længsler, kærlighed, erotik syder og bobler. Bibliotekaren Karin tager noter undervejs og fortæller den 24. historie – gruppens fælles fortælling.

En roman om et midlertidigt fællesskab.
Om fortællingens kraft.

Dorte Futtrup: ”Under askeskyen”. En fortælleroman
Forlaget Underskoven, 2018. 199 sider.

Trykt udgave: ISBN 978-87-93610-55-2
butik.underskoven.dk
saxo.dk
arnoldbusck.dk
bibliotek.dk

OBS: Send mig en mail, hvis du ønsker et signeret eksemplar. Pris: 150 kr. + porto

E-bog: ISBN 978-87-93299-92-4
butik.underskoven.dk
bibliotek.dk
e-reolen.dk

Lydbog: ISBN 978-87-91816-55-0
boglyd.dk
saxo.dk
arnoldbusck.dk

Uddrag af boganmeldelser (skriftlig/mundtlig)

”Virkelig en nydelse, ikke mindst, når man har lyttet til flere af dine historier … jeg kunne simpelthen høre din stemme mange steder i bogen.”

”En formidabel fortæller – også på skrift!”

”Bogen fortjener stor anerkendelse. Den er velkomponeret og godt fortalt. Essensen af dine mange år som mundtlig fortæller.”

”Læste helt opslugt din bog i toget hjem. Aldrig har turen været så kort!”

”Jeg er ikke romanlæser … går i stå. Men denne fængede mig. Afspejler dine mange års erfaring med mundtlig fortælling. Skøn kvinde, denne Vita (fortælleren) og dejlige citater som afspejler din dybe indsigt i mundtlig fortælletradtion.”

”Har nydt og slugt romanen. Må først rose det fine redigeringsarbejde; har et irriterende talent for at opdage alskens skriftlige uhyrligheder, der forstyrrer læsning. Din roman skiller sig ud som en af de tankevækkende, der bliver ved med at være til stede. Tak for den gave og skal lige tænke mere over dine vægtninger mellem de mere banale og seriøse handlinger i romanen. Men en absolut fængende seriøs pageturner har du begået.”

”En slags udviklingsroman. Der er meget at tage fat i. Jeg vil snart læse den igen, markere passager, alle personer bærer noget. Det er god læsning.”

”Du har et smukt velformuleret skriftsprog, som gør at jeg nogle gange oplever, at det umiddelbare fra den mundtlige fortælling forsvinder. Men kan det være anderledes, når mundtlighed bliver til skriftlighed?”

Anmeldelse v/ Jytte Poulsen, speciallæge i psykiatri

Romanen er primært en hyldest til selve fortællingen. Det at fortælle, fortællekunsten viser her sin styrke og betydning i menneskelige relationer ved at fungere som redning, overlevelse, katalysator, medium m.m. og ikke mindst underholdning.

Den viser, hvordan det at fortælle kan få fortælleren til at blomstre (vokse) og vise, hvad der gemmer sig bag en måske lidt stille facade. Fortællingen påvirker således både den, der lytter, og fortælleren i den relation, der opstår mellem dem.

Romanen kommer gennem mange slags fortællinger, myter, sagn, religiøse emner, fantasier, drømme, barndomserindringer /-traumer og såvel fortælleren som tilhøreren er ikke helt den samme bagefter. Fortællinger vækker som anden kunst forskellige følelser hos forskellige mennesker afhængigt af den enkeltes egen historie/fortælling.

Skal en fortælling være sand, eller må fortælleren formidle sin egen version? Det giver anledning til en interessant og tankevækkende diskussion. Der er også forskel på at informere om sig selv på et mere overordnet niveau (hvilket ofte keder tilhøreren) og så at beskrive sig selv gennem en mere konkret fortælling.

Vita må være hovedpersonen (og forfatterens talerør?). Hun fungerer som den samlende i den noget umage og af tilfældet sammenbragte gruppe. Hun ledsager fortællingerne med mange citater og filosofiske betragtninger og binder en tråd gennem det hele. Trods sin nærmest styrende rolle fremtræder hun selv drilsk, lidt mystisk (hvilket appellerer til tilhørernes fantasi om hende) og afslører først til sidst sin egen historie.

Resten af gruppen, hvis ydre pres forløses gennem fortællingerne, finder sammen og skilles igen, men kommer i nogle øjeblikke tæt på hinanden. Man indtager sine forskellige roller, men stereotyperne blødes op gennem de dage, man tilbringer sammen, og div. fordomme brydes ned.

Karin (den “pæne bibliotekar”) fandt ikke ”sig selv” under 5 dages isolation – og navlepilleri(?). Hvad der derimod ledte hende på vej, var samværet med andre bundet sammen af fortællinger. Det viser i den grad, hvor vigtige fortællinger, både andres og vore egne er og hvordan de kan påvirke vores valg i livet. Det er egentlig det mest centrale i hele romanen.

Slutningen giver anledning til eftertanke. Man skilles efter hjemkomsten, men hvad sker der senere? Det må være op til læseren at forestille sig.

Sproget glider let i korte enkle sætninger, som afspejler dynamikken i gruppen.

En ”mundtlig fortælling berører sanserne”, og jeg tror, det må være derfor, jeg så godt kunne forestille mig romanen som et teaterstykke, hvor selve fortællingerne rigtigt ville komme til deres ret. Det stykke ville jeg gerne se!

Forfatterarrangement

Mød forfatteren, som fortæller om tilblivelsen af sin fortælleroman. Krydret med tankevækkende, farlige, erotiske (mundtligt fortalte) historier.

Der kan søges tilskud fra Statens Kunstfond – puljen Dansk Litteratur i Danmark.