Under askeskyen. En fortælleroman

Romanen er primært en hyldest til selve fortællingen. Det at fortælle, fortællekunsten viser her sin styrke og betydning i menneskelige relationer ved at fungere som redning, overlevelse, katalysator, medium m.m. og ikke mindst underholdning.

Den viser, hvordan det at fortælle kan få fortælleren til at blomstre (vokse) og vise, hvad der gemmer sig bag en måske lidt stille facade. Fortællingen påvirker således både den, der lytter, og fortælleren i den relation, der opstår mellem dem.

Romanen kommer gennem mange slags fortællinger, myter, sagn, religiøse emner, fantasier, drømme, barndomserindringer /-traumer og såvel fortælleren som tilhøreren er ikke helt den samme bagefter. Fortællinger vækker som anden kunst forskellige følelser hos forskellige mennesker afhængigt af den enkeltes egen historie/fortælling.

Skal en fortælling være sand, eller må fortælleren formidle sin egen version? Det giver anledning til en interessant og tankevækkende diskussion. Der er også forskel på at informere om sig selv på et mere overordnet niveau (hvilket ofte keder tilhøreren) og så at beskrive sig selv gennem en mere konkret fortælling.

Vita må være hovedpersonen (og forfatterens talerør?). Hun fungerer som den samlende i den noget umage og af tilfældet sammenbragte gruppe. Hun ledsager fortællingerne med mange citater og filosofiske betragtninger og binder en tråd gennem det hele. Trods sin nærmest styrende rolle fremtræder hun selv drilsk, lidt mystisk (hvilket appellerer til tilhørernes fantasi om hende) og afslører først til sidst sin egen historie.

Resten af gruppen, hvis ydre pres forløses gennem fortællingerne, finder sammen og skilles igen, men kommer i nogle øjeblikke tæt på hinanden. Man indtager sine forskellige roller, men stereotyperne blødes op gennem de dage, man tilbringer sammen, og div. fordomme brydes ned.

Karin (den “pæne bibliotekar”) fandt ikke ”sig selv” under 5 dages isolation – og navlepilleri(?). Hvad der derimod ledte hende på vej, var samværet med andre bundet sammen af fortællinger. Det viser i den grad, hvor vigtige fortællinger, både andres og vore egne er og hvordan de kan påvirke vores valg i livet. Det er egentlig det mest centrale i hele romanen.

Slutningen giver anledning til eftertanke. Man skilles efter hjemkomsten, men hvad sker der senere? Det må være op til læseren at forestille sig.

Sproget glider let i korte enkle sætninger, som afspejler dynamikken i gruppen.

En ”mundtlig fortælling berører sanserne”, og jeg tror, det må være derfor, jeg så godt kunne forestille mig romanen som et teaterstykke, hvor selve fortællingerne rigtigt ville komme til deres ret. Det stykke ville jeg gerne se!