Publikationer i uddrag

Hullet i himlen

Fortalt af Dorte Futtrup. Illustreret af Lilian Brøgger. – Høst & Søns Forlag, 2011. ISBN: 978-87-638-1836-0
Udg. med støtte fra Statens Kunstråd.

hullet

Bogen er oversat til grønlandsk:
“Qilaap putua”. Milik publishing, 2013. ISBN: 978-87-92790-08-8

Bogen blev tildelt “Årets Bogdesignpris 2011″, udvalgt af komitéen for ‘Årets Bedste Bogarbejde’ under ‘Forening for Boghaandværk’.

OMA-kongen og hans hustru – en kort fortælling

Dorte Futtrup
I: OM Fond 75 år. Otto Mønsteds Fond jubilæumsbog. Udgivet i.f.m jubilæet.
Red. Annette Bergmann, Otto Mønsteds Fond, 2009, s. 8-15

om75

Snotnæsen

Fortalt af Dorte Futtrup. Illustreret af Kamilla Wichmann.
Turbineforlaget, 2014. ISBN: 978-87-7141-657-2

snot2

Thora og Regnar Lodbrog

Fortalt af Dorte Futtrup. Illustreret af Ursula Seeberg. – Forlaget Klematis.
ISBN 978-87-641-0270-3

bog_forside_thora

En slank model

Dorte Futtrup. – I. Vintage ’13. I anledning af Underskovems 10 års jubilæum. Red. Bo Lille, Martin Hans Skouenborg og Martin Simonsen. – Ordsnedkeren, 2013, s. 162-167.

vintage13

Regnar Lodbrog og Kraka

Fortalt af Dorte Futtrup. Illustreret af Ursula Seeberg. – Forlaget Klematis, 2005. – 32 sider. (2. oplag 2006)
ISBN 87-641-0007-3. Tildelt ‘Kulturministeriets Illustratorpris 2006′.

forside_regnar-lodbrog

Løftebrud

Dorte Futtrup. – I: Underskov 3 – en antologi med lyrik og kortere prosa. Red. Bo Lille, Thurston Magnus, René Sandberg og Martin Simonsen. – Ordsnedkeren, 2009, s. 44-45.

underskov3

Management by Bible – ledetråde til ledelse

Dorte Futtrup og John Rydahl. – Det Danske Bibelselskab, 2005. – 227 sider.
ISBN 87-7523-541-2

by-bible

Artikler i uddrag

Mundtlig fortælling - oplevelse, pædagogik, forkyndelse?

Mundtlig fortælling – oplevelse, pædagogik, forkyndelse?

Af Dorte Futtrup

I: Kirken Underviser, nr. 2, juni 2005. – S. 3-5

Det var påskedag i en dansk landsbykirke. Solen skinnede, kirkeklokken bimlede, og folk strømmede til. Præsten tog smilende imod i våbenhuset og gav hånd til alle med hilsenen “god påske”. Kirketjeneren udleverede salmebøger og anviste pladser.

Flere og flere kirkegængere kom til – også dåbsgæster. Det myldrede med voksne og børn. Præsten hjalp et par ældre og gangbesværede på plads. Snart var alle salmebøger udleveret og alle bænkerækker optaget. Ekstra stole blev fundet frem, men salmebøger var der ikke flere af.
Lettere forsinket kunne gudstjenesten begynde, og præsten fulgte dåbsbarnet med familie op gennem kirken. To af påskens dejlige salmer blev sunget. Præsten prædikede over teksten fra Markusevangeliet. Prædiken blev læst op med en monoton og noget salvelsesfuld stemmeføring, og en vis motorisk uro og tyssen på børn bredte sig.

Barnedåben samlede igen koncentrationen hos de mange tilstedeværende i kirken. Nogle af de pårørende videofilmede ivrigt under højtideligheden, andre fotograferede med digitale kameraer.
Efter indstiftelsesordene rejste 4/5 af menigheden sig op for at deltage i altergangen. To af dåbsgæsterne – en far med sin ca. 6 årige datter – så sig forvirret omkring og fulgte med de første til alters i den tro, at det nok var noget, man skulle.

“Hvad skal der ske?”, spurgte pigen sin far.
“Jeg ved det ikke, jeg har ikke prøvet det før”, svarede faren.
Da pigen fik oblaten i sin hånd, så hun undersøgende på den.
“Hvad er det? Smager den godt?”, ville hun vide.
“Bare spis den!”, svarede faren.
Præsten skænkede af kalken: “Dette er Jesu Kristi blod. Dette er Jesu Kristi blod. Dette er Jesu Kristi blod …”
“Er det blod?”, spurgte pigen sin far, da præsten havde skænket for hende.
Faren rystede på hovedet.
“Jeg vil altså ikke drikke det, hvis det er blod”, insisterede hun.
“Det er ikke blod”, svarede faren med irritation i stemmen.
“Hvorfor siger præsten så, at det er blod?”, spurgte pigen hårdnakket.

Som mundtlig fortælling ville ovenstående historie bæres af fortællerens indlevelse, nærvær og sansninger. Noget ville blive lagt til, andet trukket fra, alt efter om fortællingen skulle være til oplevelse og refleksion, eller der efterfølgende skulle diskuteres:

  1. De kirkefremmede og folkekirken
  2. Gudstjenestens form og indhold
  3. Præst og menighed
  4. Organisatoriske problemstillinger i folkekirken
  5. Den moderne børnekarakter
  6. Formidling af budskaber

Gennem fortælling kan der sættes fokus på værdier og problemstillinger, som det ellers ville kræve mange ord at illustrere. Vi får aktiveret vores fantasi og forestillingskraft. Den gyldne regel for historiefortælling er: Hvis en fortælling ikke er god nok fra naturens side, har fortælleren pligt til at gøre den bedre!
Det samme gælder for de bibelske fortællinger. For at gøre sig en fortælleetik klar, bør fortælleren stille sig selv spørgsmålet: Hvorfor fortæller jeg denne historie? Hvad er mit ærinde?

  1. Vil jeg oplive, tænde mine lytteres fantasi, vække deres følelser – både sorg, glæde, latter, smerte, angst, afsky, munterhed? Give dem en oplevelse?
  2. Er det vigtigt, at mine lyttere ‘forstår’ alt? Skal jeg lade mig afbryde eller selv afbryde min fortælling undervejs, forklare vanskelige ord og sammenhænge, sætte pædagogik i højsædet?
  3. Er forkyndelsen vigtigst? Skal mit budskab stå klart og min udlægning være teologisk korrekt?

Tre forskellige fordringer, som ikke nødvendigvis udelukker hinanden, men meget nemt kommer til det. Min erfaring er, at det er ‘oplevelsen’, som bedst lejrer sig i sindet. Lytteren går sammen med fortælleren ind i et andet univers, hvor han skaber sine egne billeder og giver dem lugt og smag.

Fra skrift til medrivende mundtlig fortælling

Alle kan lære at fortælle! Nogle bliver bedre end andre, men du vælger selv din stil ved at prøve og erfare dig frem. Find din egen personlighed og pas på overdreven dramatisering og grimasser.
Der er ingen ‘rigtig’ måde at fortælle på – du skal blot være tro mod historiens kerne og tro mod din egen personlighed.
10 bud på at tilegne sig en fortælling:

  1. Læs fortællingen få gange igennem. Læg teksten væk. Hvor foregår det? Hvem er til stede? Hvad bliver der sagt?
  2. Se personerne for dit indre øje. Hvordan ser de ud? Hvad har de på? Hvilke karaktertræk har de? Brug dine øvrige sanser: Føl, lyt, lugt, smag fortællingens handling.
  3. Repetér fortællingen i grove træk nogle gange.
  4. Kig igen i teksten. Afdæk fortællingens skelet, find grundstrukturen. (Nogle aktanter – i form af personer eller begreber – forholder sig til en konflikt i et kronologisk/tidsligt forløb).
  5. Læg teksten væk og fortæl højt, så du hører din egen stemmes klang.
  6. Sørg for en god begyndelse og en god slutning. Ligesom en fisk: Et godt bid, en fyldig krop og et slag med halen til sidst.
  7. Fortæl højt adskillige gange. Arbejd bevidst med rytme, pause, betoning, artikulation, temposkift m.m. Du skal forestille dig hele fortællingens liv og univers.
  8. Læs teksten igen og lær dig vendinger og udtryk, som du skønner er vigtige for fortællingens dynamik og virkningskraft. Børn bør udfordres sprogligt!
  9. Lav en prøvefortælling for dine nærmeste. Lyt efterfølgende til deres reaktioner og gode råd.
  10. Fortæl – fortæl! Men overvej forinden de fysiske rammer: Hvordan skal tilhørerne sidde? Skal du selv stå op eller sidde ned? Undgå spørgsmål undervejs, så der skabes de bedste betingelser for koncentration og intensitet. Husk øjenkontakten.

Eksempel: Jeg vil fortælle beretningen om Salome og Johannes Døberen. Teksten finder jeg i tre evangelier. Desuden læser jeg andres bud på den tilsvarende fortælling. Jeg vælger det indhold og den vinkel, der skal være min efter først at have gjort mig mit ‘ærinde’ klart. Hvad er vigtigt for mig at få frem i netop denne fortælling?
Dernæst skal jeg afgrænse min fortælling. Hvor og hvordan skal jeg begynde for hurtigt at få mine lyttere med ind i universet, og hvordan skal jeg slutte?
Så kommer indlevelsen i fødselsdagsfesten for kong Herodes, hvor jeg selv er med som en flue på væggen. Jeg ser vinen løbe ned af kongens hage, jeg lever mig ind i Salomes forførende dans og i dronning Herodias’ koldblodighed. Jeg væmmes over blodet fra Johannes Døberens hoved på sølvfadet og bliver rædselsslagen, da jeg stirrer ind i hans tomme øjne.
Efterfølgende forestiller jeg mig reaktionen hos Jesus, da han hører om halshugningen.

Jo flere gange jeg fortæller historien højt for mig selv, des lettere bliver det at finde frem til ordene, når jeg fortæller for andre. Netop fordi fortællingen ikke skal læres udenad og fortælles ordret, bliver historien levende og ny, hver gang den fortælles – blot jeg selv tror på min fortælling.

“Hvorfor siger præsten, at det er blod?”, spurgte pigen sin far den påskesøndag.
Mon hun senere fik et svar, som var stimulerende for hendes forestillingskraft?
Kirken er fuld af fortællinger med følelser, lyde og lugte, som venter på at blive forløst af gode fortællere.

Artiklen er bragt i ”Kirken Underviser”, juni 2005

Hvordan får man børn til at lytte? - om fortællingens kraft

Hvordan får man børn til at lytte? – om fortællingens kraft

Af fortæller Dorte Futtrup

Fra: Skolestart. Udg. af Børnehaveklasseforeningen, nr. 6, 2004. (Sprog og udtryksformer) – s. 25-27


“Der var engang …” Blot lyden af de ord er nok til, at børn og voksne får et særligt glimt i øjnene. Vi er på vej ind i eventyrets og fantasiens univers, hvor alting kan ske. Ækle frøer og lindorme kan blive forvandlet til de dejligste prinser. Onde trolde og grusomme drager bliver bekæmpet, og måske sejrer det gode, så prinsen får sin prinsesse, og vi alle kan leve lykkeligt til vores dages ende.
Mit ærinde i denne artikel er den mundtlige fortælling, altså fortælling uden bog eller manuskript. Mange af dette blads læsere har sikkert oplevet, at det er muligt at tænke på andre ting, mens man læser op fra en bog. Sandt at sige kan ordene vælte ud af munden, mens man i tankerne ordner forskellige gøremål vedr. indkøb eller en arbejdsmæssig problemstilling. Men det mærker børnene straks! De reagerer med uro og siger, at bogen er kedelig. Helt anderledes er det, når børn lytter til mundtlig fortælling. Fortælleren er tvunget til at være 100% koncentreret og til stede i sin egen historie. Der opstår stor intensitet, sanselighed og nærvær, og man kan hele tiden holde øjenkontakt med de børn, man fortæller for. Fornemmelsen for publikum bliver langt stærkere, og man kan ligefrem mærke det fælles åndedrag. – Jeg kunne se det hele for mig – det var som om jeg selv var med i historien, udtaler børn ofte efter en fortælling. Eller jeg får spørgsmålet: – Levede du dengang siden du ved det?

Hvorfor er fortælling vigtig?
Børn har brug for voksne, som kan fortælle historier. De har brug for selv at fortælle og blive fortalt ind i en sammenhæng familiemæssigt, socialt, geografisk og historisk. Det er vigtigt for identitetsfølelsen, og det giver et rigere samvær mellem børn og voksne, når den mundtlige fortælling bliver en del af dagligdagen. Børnenes interesse for sprogets muligheder skærpes, og de får læselyst. Narrativitet er afledt af ‘narrativus’ (lat.), som betyder det fortællende eller fortælling. Det narrative indeholder en begyndelse, en midte og en slutning. Den voksne skaber barnets begyndelse ved at fortælle, når den 5-årige spørger sin mor: – Fortæl om dengang jeg blev født … Der er en afgrundsdyb forskel på disse to svar: – Da du blev født? Det var den lykkeligste dag i fars og mit liv… contra … – Din far skred, og jeg stod alene tilbage med al besværet… Vor selvfølelse og vort selvbillede er påvirket af det, som er fortalt ind i os.

Vi bliver fortalt ind i en slægt ved at få et navn. De første år af vort liv tilhører mere vor familie og andre nære relationer end os selv, fordi oplevelser og begivenheder kun sidder i os som kropslige aflejringer. Vort livs begyndelse er et flimrende kaos af sanseindtryk og følelser, derefter kommer ordet og siden sproget. Mon der er en vidunderlig uspoleret virkelighed, som vi ikke kan komme frem til, fordi vi er dømt til at opleve verden gennem et sprogligt filter? Når barnet får adgang til sproget, bliver opgaven at skabe balance mellem egne ønsker og forpligtelser overfor andre i familien. Det lærer hurtigt, at handling ikke er nok til at nå dette mål, men at fortælle den rigtige historie, at sætte sine handlinger i et legitimt lys er lige så vigtigt. Selv 3-4 årige børn kan bruge de rigtige fortællinger til at indynde sig, føre bag lyset, smigre, retfærdiggøre og fremkalde konfrontation. At få hvad man vil have, er meget ofte et spørgsmål om at fortælle den rigtige historie. Med andre ord er de narrative kompetencer udviklet på et tidligt stadium og bør sikres en høj prioritet i sprogtilegnelsen. Børn kan følge og forstå en fortælling længe før, de er i stand til at udtrykke de mest elementære sætninger. Ligesom de også kan trøstes og forskrækkes af en fortælling.

Til alle tider og i alle kulturer har mennesker fortalt historier for at skabe identitet, mening, sammenhæng og fællesskab. Gennem fortælling prøver vi at forstå de andre, os selv og vores tilværelse. Vi har brug for at lytte til fortællinger, som får os til at le, græde, længes, forstå, forundres, hade og elske.
Tænk f.eks. på kampen mellem de to brødre Kain og Abel. Man kan gyse og genkende jalousien og fortvivlelsen over, at det øjensynlig gik ens bror eller søster meget bedre end det gik én selv. Kain foretog brodermordet i sin afmagt, så man heldigvis slap for selv at gøre det. Eller for at blive i Det gamle Testamente: Misundelsen mod Josef bevirkede, at hans ti halvbrødre kastede ham i brønden. Han var en pralhals og sin fars yndlingssøn – en problemstilling, som mange børn genkender fra et familieliv med sammenbragte børn.

En fortælling kan sætte livet i relief og give det perspektiv, og den kan give os noget at tro på, når smerten er stor og uudholdelig. En fortælling gør, at livet finder form og det kaotiske mister sin trussel. Den giver etisk retningsbestemmelse. Vi kan spejle os, genkende os selv og finde nyt håb ved at få nogle bud på, hvordan andre har løst vanskelige problemstillinger i tilværelsen.

Det gælder både for børn og for voksne.

Hvad er velegnet fortællestof?
Ved sin 90 års fødselsdag udtalte den store svenske børnebogsforfatter Astrid Lindgren: Vi skal ikke pakke børn ind i vat og bomuld – vi skal pakke dem ind i gode, stærke fortællinger. Ingen emner er for store til børn. I grundfortællingerne møder vi det liv, som venter os som levende mennesker. Vi lærer os selv at kende, når vi konfronteres med liv og død, had og kærlighed, magt og afmagt, ondt og godt. Det kræver mod at tage de eksistentielle spørgsmål op: Hvem er jeg? Hvor er jeg kommet fra? Hvor går jeg hen? Det er vigtigt at dele de basale følelser og tilværelsens gåder med børn for at gøre dem livsduelige. Som voksen viser man sin sårbarhed ved at tage emner op, hvorpå der ikke gives svar, og netop sårbarhed er et godt udgangspunkt for samtale. Myter, sagn, folkeeventyr (herunder også saga, bibelhistorie, fabel, legende) er korte knappe fortællinger, som rummer vore forfædres visdom og livserfaring. De er finpudset gennem mange slægtled og har stor viden om menneskelig adfærd. De er overleveret mundtligt gennem generationer og har derfor ingen forfatter. Det betyder, at ingen version er ”den rigtige”. Den mundtlige tone er som regel bevaret eller kan nemt hentes frem, og enhver fortæller har lov til at fortælle historien på sin egen måde. Det føles som en lettelse for de fleste nybegyndere i mundtlig fortælling!

Myter: Der findes helte-, natur-, gude-, skabelsesmyter. De handler om det universelle, om den første gang, om noget der er gældende altid og til evig tid. Myten bærer en sandhedskraft i sig, noget uforanderligt og lovmæssigt.

Sagn: Her optræder som regel både en lokalitet, samt historiske og faktiske begivenheder. At kende lokalsagn er godt for vore rødder, og landskabet bliver levende og magisk omkring os.

Folkeeventyr: De omhandler poetiske, fiktive begivenheder, som ofte er symbolske ligesom vore drømme. Det er om min og din tid, fra vi fødes til vi dør – der, hvor vi har vort liv.

Folkeeventyr opdeles i grupper. De vigtigste er

  • skæmteeventyr (Per, Poul, Esben/ Klodshans-typen)
  • trylleeventyr ( Frøkongen, Prins Hvidbjørn, Kong Lindorm, hvor der forekommer forvandling og overnaturlige hændelser)
  • remseeventyr/formeleventyr (f.eks. Den tykke kat, Kylle Rylle, Sip og Skrat)
  • rim og remser (Peter Mathiesen red på grisen, Nede i fru Hansens kælder)

Kæderemser med mange led skærper hukommelsen hos både børn og voksne. Det er en urgammel tradition i alle lande at lege med sjove ordsammensætninger og proportioner, som tilsyneladende er meningsløse og absurde. I remserne finder man ord, der ”smager godt” med god rytme i. Genren kan forene musik, bevægelse, leg og dramatik.

Skønlitteratur: Der er mængder af godt fortællestof. Men det er vanskeligere at fortælle en forfatters værk end at bruge traditionsstof. Som fortæller er man anderledes forpligtet på historien og på fortolkningen. Ligeledes er det vigtigt at gøre sig sin synsvinkel klar.

Egne historier, erindringer fra eget liv: Uanset vores alder har vi alle et levet liv bag os med mange oplevelser at øse af. Kunsten er at komponere og fortælle en personlig historie, ikke en privat!

Som øvelse kan man fortælle i 3. person. Det mindsker som regel detaljeringsgraden, og man får skabt en gavnlig afstand til sig selv.

HUSK: Hvis en historie ikke er god nok fra naturens side, har man pligt til at gøre den bedre!

Uanset hvad man vælger at fortælle, skal man gøre sig sin fortælleetik klar:

Hvorfor fortæller jeg denne historie? – hvad er mit ærinde? – hvilke følelser vækker den i mig? – sorg, glæde, latter, smerte, angst, afsky, munterhed?

Hvordan løftes en tekst fra skrift til medrivende mundtlig fortælling?
Alle kan lære at fortælle! Nogle bliver bedre end andre, men du vælger selv din stil ved at prøve og erfare dig frem. Find din egen personlighed og pas på overdreven dramatisering og grimasser.
Hvordan adskiller mundtlig fortælling sig fra højtlæsning og oplæsning? Højtlæsning defineres normalt som en læsning, hvor ordene i en tekst gengives mekanisk. Det betyder, at en højtlæser måske ser sin tekst for første gang ved den lejlighed. Højtlæseren og lytterne kommer nemt til at tænke på noget andet undervejs, især hvis indholdet keder begge parter. Det kommer der absolut ikke kunst ud af!

Denne mekaniske gengivelse bør aldrig være til stede ved en oplæsning. Her gør man skrift til tale – man giver teksten en stemme. Teksten er en andens, men stemmen er oplæserens. Den gode oplæser gør tekstens stemme levende og har fat i underteksten, i mellemrummene, i pauserne, i de tomme pladser. Indlevelsen og sanserne skal bære teksten – det er vigtigt at se, føle, lytte, smage og lugte. En god oplæsning kan derved blive til en fortælling med den skrevne tekst som sufflør.

Ved mundtlig fortælling har man helt sluppet tekst, bog og manuskript. Fortælleren har gjort historien til sin egen, tager den på sig, tror på den og lever sin fortælling. Det er sårbart og selvudleverende. Men denne hudløshed gør også, at mødet med lytterne kan rumme en meget stor kraft – et møde, som huskes, fordi der virkelig er noget på spil. Fortællingen forplantes til hoved og krop hos tilhørerne. De digter videre, danner billeder og bruger deres egen fantasi og forestillingskraft. Jo flere gange du har fortalt historien højt for dig selv, des lettere bliver det at finde frem til ordene, når du fortæller for andre. Netop fordi fortællingen ikke skal læres udenad og fortælles ordret, bliver historien levende og ny, hver gang du fortæller den. Og HUSK: Der er ingen ‘rigtig’ måde at fortælle på – du skal blot være tro mod historiens kerne og tro mod din egen personlighed.

10 gode bud på at tilegne sig en fortælling:

  1. Læs fortællingen få gange igennem. Luk bogen. Hvor foregår det? Hvem er til stede? Hvad bliver der sagt?
  2. Se personerne for dit indre øje. Hvordan ser de ud? Hvad har de på? Hvilke karaktertræk har de? Brug dine øvrige sanser: Føl, lyt, lugt, smag fortællingens handling.
  3. Repetér fortællingen i grove træk nogle gange.
  4. Kig igen i bogen og afdæk fortællingens skelet, find grundstrukturen. Et folkeeventyr har som regel opbygningen: Hjemme – Ude – Hjem. Nogle aktanter (i form af personer eller begreber) forholder sig til en konflikt i et kronologisk/tidsligt forløb.
  5. Luk bogen og fortæl højt, så du hører din egen stemmes klang.
  6. Sørg for en god begyndelse og en god slutning. Ligesom en fisk: Et godt bid, en fyldig krop og til sidst et slag med halen. ( OBS: illustration af fisk)
  7. Fortæl højt adskillige gange. Arbejd bevidst med rytme, pause, betoning, artikulation, temposkift m.m. Du skal forestille dig hele fortællingens liv og univers.
  8. Læs teksten igen og lær dig vendinger og udtryk, som du skønner er vigtige for fortællingens dynamik og virkningskraft. Børn bør udfordres sprogligt!
  9. Fortæl for dine nærmeste. Lyt efterfølgende til deres reaktioner og gode råd.
  10. Fortæl historien i din klasse. Overvej forinden de fysiske rammer: Skal du stå op eller sidde ned? – med børn på gulv, stole, i halvmåne eller cirkel? Undgå spørgsmål undervejs, så der skabes de bedste betingelser for koncentration og intensitet. Husk øjenkontakten.

    Og det forunderlige er sket: Fortællingen har fået vinger! Børnenes øjne er blevet blanke, og deres munde står åbne. Magien er opstået, vi er sammen i et helt andet univers, hvor tid og sted ikke eksisterer. Det er et afstandsløst møde mellem fortæller, fortællingen og lyttere – helt uden en analyserende fornuft, kun intens medleven. Nyd at anvende pausen, for derved fortættes stemningen, og du kan få dine tilhørere i din hule hånd. Under en sådan opspænding og pause brølede en 10-årig dreng engang: Fortsæt eller jeg dør ….. og jeg fortsatte min fortælling!

Bibelen og erhvervslivet

Bibelen og erhvervslivet

KULTURKRONIK i Morgenavisen JyllandsPosten den 23. april 2004
Dorte Futtrup har afprøvet Biblens fortælling om det inciterende trekantsdrama mellem kong David, Batseba og Urias over for en flok konfirmander, ansatte på en kulturforvaltning og en gruppe erhvervsledere.

Konklusionen er, at fortællingen kan fungere som afsæt for konfliktløsning.

Af Dorte Futtrup

Hvad er ligheden mellem 50 børn i 4. klasse på en skole på Midtsjælland, 60 vordende konfirmander i Nordjylland, 90 ansatte i kulturforvaltningen i en københavnsk forstadskommune og 12 danske mænd fra erhvervslivets top?

At de alle blev opslugt af en fortælling fra Det gamle Testamente.

Indledningsvis kommer et par drenge i 4. klasse med en kategorisk kommentar:

– Bibelen? Det gider vi ikke, det er kedeligt.

Konfirmanderne trækker opgivende på skulderen, smiler undseligt med togskinner på fortænderne og lægger de kluntede lemmer til rette. De resignerer. Det er jo en del af kontrakten ved at gå til konfirmationsforberedelse.

De gamle VS’ere og ateister i kulturforvaltningen lægger demonstrativt armene over kors, brummer højlydt og er på spring til at forlade arrangementet. De unge muslimske kvinder med tørklæder retter sig i sædet og ser anspændte ud. Arrangørerne kaster urolige øjne ud over forsamlingen.

Erhvervsfolkene forholder sig afventende – venligt og forretningsmæssigt – mens man retter på slips og jakke efter endnu engang at have konstateret, at mobiltelefonen er slukket.

Når der alligevel bliver lagt øre til den 20 minutter lange fortælling om trekantsdramaet mellem kong David, Batseba og Urias er det nok fordi tilhørerne har opdaget, at fortælleren kan mere end sit fadervor.

Umiddelbart forinden har hver af de fire grupper fået forskelligartede oplevelser:

4. klasse og konfirmanderne har ladet sig fascinere af myten om Ikaros, som fløj for tæt på solen og af sagnet om fiskeren, som forlod sin kone og børn til fordel for den smukke havfrue med den forførende sangstemme.

I kulturforvaltningen har de lyttet til et foredrag om fortællingen som et organisatorisk redskab. De har fået indsigt i, hvordan vi som mennesker er indfældet i fortællinger fra vi fødes til vi dør. De har hørt, hvordan den rette fortælling på det rette sted til den rette person kan redde liv ved at få fortalt en enkelt historie fra Jan Kjærstads romantrilogi. Nemlig den sekvens, hvor hovedpersonen Jonas Wergeland redder en potentiel selvmorder fra at springe ud fra 10. etage på et hotel i New York ved at love ham et nybagt brød og fortælle en historie om, at livet er værd at leve selv i en verden af lort.

Erhvervsfolkene har fået foredrag om Storytelling, Narrative Leadership og Branding. Arrangøren sagde:

– Storytelling er jo det helt nye, som kommer fra USA.

Ja så! Mennesker har til alle tider, i alle kulturer, i alle aldre brugt fortælling for at skabe mening, sammenhæng, identitet og fællesskab. Det narrative er ikke et nymodens fænomen. Det begrænser sig ikke til noget indenfor litteratur eller managementkultur. Det er et menneskeligt grundvilkår.

– … Kong David kunne ikke sove. Han gik op på paladsets tag. Her opdagede kongen den smukke Batseba, som var i færd med at vaske sig. Hendes nøgne hvide hud skinnede i mørket … han lå med hende, besvangrede hende. Senere lod han Batsebas mand Urias dø ved fronten. Profeten Natan opsøgte kong David og fortalte en historie …

Børn og voksne slipper hurtigt deres forbehold. De lytter. Rummet sitrer af intensitet og nærvær – i pauserne fornemmes et fælles åndedrag. Efter fortællingen er der stille i lang tid.

– Det var en god historie, siger adskillige børn spontant i 4. klasse.

– Men det var synd, at Urias og den lille dreng døde, mener en pige.

– David var ond, synes en dreng. – Men det var godt, at Natan kom og bragte ham på bedre tanker. Konfirmanderne siger ikke så meget. Pigerne smiler forlegent, og drengene smider de lange ben fra sig og skubber til sidemanden. Men med deres tavshed, blik og krop viser de alligevel, at det har været en god oplevelse.

I kulturforvaltningen og hos erhvervsfolkene får de ikke lov at slippe så nemt. I grupper bliver de bedt om at se fortællingen som et billede på en moderne organisation. De skal bl.a. tage stilling til værdigrundlag, vision, kultur og image. For at komme på sporet taler de højlydt om religion, gudstro, kulturarv og etik. Én mumler: – Zionistisk propaganda.

Efter 25 minutter samler en deltager noget af det, som har optaget den enkelte gruppe mest.

Fra Kulturforvaltningen har en gruppe gjort kong David til kommunaldirektør Davidsen. Batseba er ny sekretær for Uriassen, som er leder af Teknisk Forvaltning. Profeten Nathan bliver til konsulentfirmaet Nathansen, hvis opgave er at fungere som coach eller mentor. Og så udspilles dramaet ellers i ny iklædning.

Hos erhvervsfolkene omplanter en gruppe fortællingen til et tøjfirma med generationsproblemer. Andre går mere formelt til værks og bruger fortællingen som et spejl til at se sig selv og andres rolle i en moderne organisation. De kommer med stærke analyser, hvor perspektivet er fuglens.

Det viser sig, at fortællingen fra Det gamle Testamente er særdeles velegnet til at åbne øjnene for skjulte sammenhænge i en organisation. Det er en god måde at diskutere konfliktfyldte ting på, og det er let at koble historiens univers til egen hverdag. I en gruppe sidder en muslim og en kvinde med jødisk baggrund.

– Mange af disse gamle historier har vi jo fælles, siger de og nikker med gensidig sympati.

Den indirekte metode viser sig at være nænsom og ikke sårende. Parallellen mellem fiktion og virkelighed er gennemskuelig.

– Jeg har ikke noget forhold til Gud, og jeg har ikke været i kirke de sidste 15 år. Men det var en god måde at diskutere værdier og etik på med afsæt i fortællingen om Batseba. Erhvervslivet har brug for sådan en øjenåbner, siger en erhvervsmand.

Sådan kan Bibelen altså også anvendes!

Fortælling som brobygning

Fortælling som brobygning

Af Dorte Futtrup, fortæller

Mundtlig fortælling og narrativ pædagogik er i fokus i daginstitution, folkeskole og videregående uddannelse. Organisationer og virksomheder bruger ‘storytelling’ i arbejdet med værdier og branding. Fortælling er et redskab, som vi ikke kan komme uden om, hvis vi vil ud med budskaber og skabe identifikation. Artiklen handler også om, hvordan faglighed kan få en mere sanselig vinkel.

Artikel fra Undervisningsministeriets Tidsskrift ‘Uddannelse’, nr. 2, 2003. – S. 49-59.

Mennesker har til alle tider og i alle kulturer fortalt historier for at skabe mening, sammenhæng og fællesskab. Ved at fortælle skaber vi os selv, hinanden, de andre og giver tilværelsen retning. Vi bliver den historie, vi fortæller, når vi kæder fragmenter sammen til helheder. At arbejde med fortælling og narrativitet giver således mulighed for at arbejde med identitet og meningsdannelse på et personligt, pædagogisk og socialt plan, hos barnet og den voksne, i en organisation og i samfundet. Set fra den synsvinkel bliver det narrative ikke blot et litterært eller kulturelt fænomen, men et grundmenneskeligt vilkår.

I det efterfølgende vil jeg uddybe det narratives betydning i barnets og den voksnes liv, det narratives anvendelse i pædagogik og endelig historiefortælling som strategisk redskab og metode til værdiafklaring i en organisation. Der kan sættes spørgsmålstegn ved min artikels validitet, idet fortælling ikke handler om sandhed, men om sandsynlighed. Det narrative er en hermeneutisk disciplin, og kan derfor altid gøres til genstand for fortolkning.

Baggrund
Jerome Bruner udgav sit credo i bogen Uddannelseskulturen (1998), hvori han samler et livs forskning i tænkning og erfaringsdannelse. Han skriver heri: Fortællingens betydning for sammenhængen i en kultur er sandsynligvis lige så stor som dens betydning for strukturen i det enkelte menneskes liv. Det er kun med fortællingens metode, man kan konstruere en identitet og finde sin plads i sin kultur. Bruner anser viden for en konstruktion af verden, hvor den narrative tænkemåde bruges til at konstruere virkeligheden. Han argumenterer for en narrativ pædagogik og inddrager mange kilder, såsom lingvistik, litteraturteori, psykologi, filosofi, drama, jura og sågar matematik. Han betragter dette sammenløb som en nødvendighed – ikke kun i narrative studier – men i uddannelsesstudier i bred forstand.

Mads Hermansen (2001) skriver:
Det er hen over årene blevet tydeligt for mig, at den bedste ramme både for forståelse af og praktisk arbejde med organisationsudvikling er den historiefortællende ramme. Det er en metaposition for samtlige metodeudviklinger … men historiefortællingssynsvinklen er først blevet klar for mig som perspektiv hen over arbejdet.

Er det det, vi husker, vi fortæller, eller er det det, vi fortæller, vi husker? Socialkonstruktivisterne siger, at vi først husker noget, når vi har fortalt det eller deltaget i en fortælling om det. I følge Bruner (1999) er det ”bevist”, at det, som ikke bliver struktureret narrativt, lider tab i erindringen.

Siden 1990 har jeg beskæftiget mig med historiefortælling, dels som mundtlig fortæller for mennesker mellem 3 og 100 år, dels som underviser, foredragsholder, skribent. Ligesom Bruner og Hermansen har jeg langsomt nærmet mig en erkendelse af den sammenhængskraft, som ligger i det narrative.

Barnet og den voksne
Børn har brug for voksne, som kan fortælle historier. De har brug for selv at fortælle og blive fortalt ind i en sammenhæng familiemæssigt, socialt, geografisk og historisk. Det er vigtigt for identitetsfølelsen, og det giver et rigere samvær mellem børn og voksne, når den mundtlige fortælling bliver en del af dagligdagen.

Det narrative indeholder en begyndelse, en midte og en slutning. Den voksne skaber barnets begyndelse ved at fortælle, når den 5 årige spørger sin mor: Fortæl om dengang jeg blev født … Der er en afgrundsdyb forskel på disse to svar: Da du blev født? Det var den lykkeligste dag i fars og mit liv… contra … Din far skred, og jeg stod alene tilbage med al besværet… Vor selvfølelse og vort selvbillede er påvirket af det, som er fortalt ind i os.

Vi bliver fortalt ind i en slægt ved at få et navn. De første år af vort liv tilhører mere vor familie og andre nære relationer end os selv, fordi oplevelser og begivenheder kun sidder i os som kropslige aflejringer. Begyndelsen er et flimrende kaos af sanseindtryk og følelser, derefter kommer ordet og siden sproget. Mon der er en vidunderlig uspoleret virkelighed, som vi ikke kan komme frem til, fordi vi er dømt til at opleve verden gennem et sprogligt filter?

Senere bliver det barnets opgave at skabe balance mellem sine egne ønsker og sine forpligtelser overfor andre i familien. Det lærer hurtigt, at handling ikke er nok til at nå dette mål, men at fortælle den rigtige historie, at sætte sine handlinger i et legitimt og kanoniseret lys er lige så vigtigt. Selv 3-4 årige børn kan bruge de rigtige fortællinger til at indynde sig, føre bag lyset, smigre, retfærdiggøre og fremkalde konfrontation. At få hvad man vil have, er meget ofte et spørgsmål om at få fortalt den rigtige historie. Med andre ord er de narrative kompetencer udviklet på et tidligt stadium og bør sikres en høj prioritet i sprogtilegnelsens program. Derfor kan børn følge, producere, forstå historier, trøstes og forskrækkes af dem længe før de er i stand til at udtrykke de mest elementære Piaget-logiske sætninger, der kan sættes på sproglig form. Vi har en medfødt og primitiv prædisposition for narrativ organisation. (Bruner, 1999)

Midterdelen af livets fortælling bestemmer vi selv om den skal have karakter af offer-, helte-, udviklings- eller skæbnefortælling. Når vi bruger vor narrative fantaseren, genføder vi os selv via sproget. I dette sprog forvandles glemte fornemmelser til indsigt, og vi opdager måske dele af det fortælleunivers, som vi selv er indspundet i. Kan man ændre et liv ved at fortælle det? spørges der gentagne gange i Jan Kjærstads roman Erobreren (1997).

Vort livs slutning må andre fortælle, for vi er ikke selv herrer over vort eftermæle. Men døden kan blive en mere fortrolig partner i livet, hvis både børn og voksne har følgeskab af fortællinger, som ikke kun handler om os selv, men fortællinger, som gør livet større og giver det flere dimensioner.

Mundtlig fortælling – hvad er velegnet fortællestof?
Astrid Lindgren udtalte i forbindelse med sin 90 års fødselsdag: Pak ikke børn ind i vat og bomuld – men i stærke fortællinger.

Ingen emner er for store til børn. I grundfortællingerne møder vi det liv, som venter os som levende mennesker. Vi lærer os selv at kende, når vi konfronteres med liv og død, had og kærlighed, magt og afmagt, ondt og godt. Det kræver mod at tage de eksistentielle spørgsmål op: Hvem er jeg? Hvor er jeg kommet fra? Hvor går jeg hen? Det er vigtigt at dele de basale følelser og tilværelsens gåder med børn for at gøre dem livsduelige. Som voksen viser man sin sårbarhed ved at tage emner op, hvorpå der ikke gives svar, og netop sårbarhed er et godt udgangspunkt for samtale.

Myter, sagn, folkeeventyr rummer en del af ovennævnte ingredienser. Det er korte knappe fortællinger, som rummer vore forfædres livsvisdom. Desuden har disse genrer været mundtlige engang og har ingen forfatter. Det betyder, at ingen version er ”den rigtige”. Det føles som en lettelse for de fleste nybegyndere i mundtlig fortælling! Romaner og noveller rummer mængder af godt fortællestof, men det er vanskeligere, fordi man skylder forfatteren hensyn i sin måde at fortolke historien på. Desuden er erindringer fra eget liv og egne historier velegnet. Kunsten er dog at fortælle en personlig historie, ikke en privat. Som øvelse kan man fortælle i 3. person for at mindske detaljeringsgraden og få skabt en gavnlig afstand til sig selv.

Mundtlig fortælling har både noget kulturbærende og noget kulturskabende i sig. Når vi mødes i fortællingen, løftes vi ud af vores egen verden og ind i det fælles. Den gode historie giver etisk retningsbestemmelse, og vi genkender os selv. Vi kan spejle os og finde nyt håb ved at få nogle bud på, hvordan andre har løst vanskelige problemstillinger i tilværelsen.

Et af de store fortællekomplekser i Bibelen er Josef-fortællingerne. Det er stærke historier om had, kærlighed, misundelse, søskendejalousi, svig, løgn, sorg, håb, glæde, tilgivelse og forsoning. I Jakobs familie var der ofte knas og stridigheder mellem hustruer og de mange børn. Jakob havde børn med fire forskellige kvinder, men Josef var hans yndlingssøn, og det prægede drengen på godt og ondt. Brødrene blev misundelige og pønsede på hævn. En moderne familie med eller uden sammenbragte børn kan nikke genkendende til mange af de oplevelser, og bedsteforældre tager sig til hovedet over nutidens rodede familieforhold. Josef blev solgt som træl i Egypten, og han lærte et nyt sprog og en anden tankegang at kende. I kraft af sin begavelse og sin evne for drømmetydning fik han en topplacering i sit nye land: Han blev kornmester for hele Egypten.

Efter fortælling af netop denne historie for 8-10 årige børn sagde en dreng med muslimsk baggrund til mig: Det var en god historie. Jeg kendte den godt – bare på en lidt anden måde. En dansk pige sagde: Det gjorde jeg også – men hvordan er den historie, du kender? spurgte hun den muslimske dreng. Sammen med et par andre børn udvekslede de ligheder og forskelle. Josef-fortællingerne blev ved en anden lejlighed fortalt for en gruppe ældre mennesker. Flere blev bevæget ved genhøret, for de havde ikke lyttet til disse historier i deres helhed siden barndommen. Pludselig følte jeg det, som om jeg igen sad på min bedstefars knæ og lyttede til hans fortællinger fra Bibelen, sagde en gammel dame.

Mundtlig fortælling kan samle mennesker på tværs af alder, religiøs og social baggrund. Det er vigtigt som fortæller ikke at være forkyndende, belærende eller moraliserende. Børn opdager straks, hvis den voksne har et projekt med dem, noget hun vil have dem til at tro, gøre eller mene. Den gode historie kan derimod bære sig selv. Der skal arbejdes med fortællervinkel, virkemidler, rytme, pause, spændingskurve og begyndelse, midte, slutning. Fortælleren skal tage de almenmenneskelige følelser på sig, for de er også universelle. Når Josef beskyldes for at ville ligge med Potifars hustru, må fortælleren både påtage sig hustruens lokkende og forførende rolle og de følelser, som den uskyldigt dømte Josef måtte have. Ellers bliver fortællingen refererende, utroværdig og uden glød. Fortælleren skal gøre historien til sin egen.

Uanset hvad man vælger at fortælle, bør man gøre sig sin fortælleetik klar.
Hvorfor fortæller jeg denne historie? Hvad er mit ærinde? Hvilke følelser af glæde, smerte, vemod, sorg, munterhed bliver vakt i mig?

Det narrative breder sig
Historiefortælling breder sig i disse år til mange områder i samfundet. Sognegårde, biblioteker, foredragsforeninger og oplysningsforbund inviterer til mundtlig fortælling. Caféer i større byer har fortælleaftener, hvor et blandet publikum samles for et lytte til historier. Der oprettes fortællerkredse og arrangeres festivaler med fortællere fra Danmark og udlandet. Indenfor undervisningssektoren er der interesse for fortælling som et pædagogisk og didaktisk redskab, ikke blot det at lære sig kunsten at fortælle, men også hvordan man gør sin undervisning fortællende. Den narrative pædagogik studeres for at finde ud af, hvordan en faglighed og videnskabelighed kan tilføres en mere sanselig vinkel og blive helt eller delvist manuskriptfri. Flere og flere bliver klar over, at et teknisk perfekt tilrettelagt forløb med PowerPoint ikke fæstner sig i sindet på samme måde, som når et levende menneske viser sit engagement og sin begejstring.

Projekter iværksættes, hvor førskolebørns sprog skal gøres mere sammenhængende og nuanceret ved hjælp af mundtlig fortælling. Et godt sprog er en forudsætning for velfungerende læseforståelse og god læseudvikling. Sproget udvikles i et miljø sammen med inspirerende og indlevende voksne, hvor barnet gives tid og ro, og hvor det mærker, at den voksne lytter. Men barnet skal også selv trænes i at lytte, og man får børn til at lytte ved at fortælle dem noget, der er værd at lytte til. Jo flere historier børn får fortalt og læst op, des bedre fornemmelse får de for, hvordan en god fortælling er skruet sammen. De bliver bedre til selv at fortælle i helheder, i stedet for blot at kunne en masse ord, men ikke finde ud af, hvordan ordene hænger sammen med resten af deres liv. Hvis børn har et godt sprog og evner den fortællermæssige komposition, bliver deres forældre og andre voksne optaget af at lytte til dem. Uden gode lyttere, ingen god fortælling – og omvendt.

Storytelling og værdier
Organisationer og erhvervsliv har i de senere år taget fortællingen til sig som et ledelsesmæssigt og strategisk værktøj, som kan hjælpe med til at brande virksomheden, indkredse værdier, understøtte visioner, skabe fælles billeder og vise vejen. Men hvorfor også organisatorisk fortælling eller storytelling, som det ofte kaldes i de kredse? Det hænger sammen med det foranderlige samfund. Intet er som det plejer at være, og det skaber forvirring og utryghed hos mange mennesker. Kravet om forandringsparathed er snart det eneste konstante vi har. En organisation og et arbejdsliv består af fragmenter og løsdele, som skal kædes sammen med et personligt liv. Hvis ikke man formår at fortælle det ind i en meningsfuld sammenhæng, bliver både organisationen og den enkelte forvirret og rodløs. Fortid, nutid og fremtid skal forbindes ved hjælp af den røde tråd, ligesom i vor barndoms malebøger, hvor vi skulle trække en linje fra 1 til 2 til 3 … helt op til 60 punkter. Først da kunne vi se, hvilken figur det forestillede.

Tidligere var identitetsgivende tilhørsforhold mere stabile. Man bevægede sig fortrinsvis i fortrolige og velkendte omgivelser, hvor forandringer i hverdagen var små. De mennesker, man var iblandt, havde samme oplevelser og erfaringer som én selv. I dag er vore relationer langt mere komplekse. Vi flytter meget og indtræder i nye netværk, hvor sammenhænge kan opleves uigennemskuelige. Mange lever et nomadeliv, hvor der skiftes fra kontekst til kontekst, og der er mange forskellige bud på tilværelsestolkninger. Man skal skabe sig selv med personlig karriereplanlægning, individuelle handlingsplaner og ansvar for egen læring. Enhver skal forsøge at blive konge eller helt i sit eget livs eventyr. Men nogen ender med stor sandsynlighed som heks eller skurk.

Under de vilkår trænger behovet for at afklare værdigrundlaget i en organisation sig mere og mere på. Det gælder både virksomheder og kulturelle organisationer så som biblioteker, muséer og teatre, samt uddannelsesinstitutioner på alle niveauer. Værdigrundlaget har også betydning for at få og fastholde gode medarbejdere. Værdier er dynamiske og forandrer sig i reglen umærkeligt. De kan også ændre sig chokagtigt, hvis et eksistensgrundlag pludselig ændrer sig, og alt opleves meningsløst. Værdiafklaring indebærer en etisk refleksion, og det er en tidskrævende og længerevarende proces – i princippet er det noget, vi altid er på vej til. Den narrative metode er velegnet til denne proces, fordi der til fortællingen altid er knyttet værdier, tro og billeder af det gode liv. Til grundlag for værdiafklaring ligger spørgsmål som: Hvorfor skal organisationen være her, og hvor er den kommet fra? Hvor er den på vej hen? Der er identitet knyttet til værdier, både i dem som er iboende det enkelte menneske siden barndommen, og i dem vi har tilegnet os undervejs, samt i de værdier, vi ikke har.

Historiefortællingen indeholder kolossale ressourcer af kraft til konserverende at legitimere det, man gør, har gjort og vil fortsætte med at gøre, men historiefortællingen har lige så stor kraft til at forandre det, man gør, og forståelsen af det, man har gjort, samt ændre på det, man vil gøre. (Hermansen, 2001).

Altså lige elementer af konservering og forandring, bevaring og innovation, legitimering og udvikling af utopiske elementer i en organisations liv. Enhver historiefremstilling har dobbelt formål: at hjælpe fortælleren til klarhed over, hvilken organisation og kultur han er en del af, hvad hans egen identitet er i organisationen og at blive klar over, hvilke visioner man vil arbejde med realisering af. Når det gælder værdierne, er medarbejderne de vigtigste, for det er dem, der skal sørge for, at værdierne bliver ført ud i livet.

En organisation skal evne at kommunikere værdier og vision på en levende måde, og den har brug for at få både formelle og uformelle fortællinger frem i lyset. Men disse fortællinger kan risikere at blive tilfældige eller personbestemte uden tyngde og rodnet, hvis ikke de sættes ind i traditionens, kulturens og samfundets større fortællinger. Hvis man udelukkende beskæftiger sig med det velkendte i forskellig klædedragt, kan det blive et spejl. Vi må have fat i noget, der går dybere ind i sind og sanser og har en større erkendelseskraft. Min erfaring er, at en organisations egne fortællinger med fordel kan suppleres med mundtlig fortælling af f.eks. myter, sagn og folkeeventyr. Det bliver en helt anden erfaring for en organisation at diskutere konfliktfyldte spørgsmål, hvis det er kongens handlinger i et eventyr, som diskuteres frem for historien om den administrerende direktørs dispositioner. Den enkelte medarbejder opdager, at på trods af man har lyttet til den samme fortælling, fortolkes bevæggrunde forskelligt. Pludselig bliver det klart, hvor forskelligt man tænker, og hvor forskellige referencerammerne er.

Konklusion
Historiefortælling bliver aldrig umoderne, fordi det direkte møde mellem mennesker ikke kan erstattes af selv de mest avancerede elektroniske medier. Den mundtlige fortælling forener generationerne. Den giver plads til tydning og tolkning, så både børn og voksne – ud fra den enkeltes livsbagage – kan få en oplevelse ved at høre om lindorme, frøer, kloge koner, konger, dronninger, Josef og Benjamin. I en tid med store forandringer er det vigtigt at holde fast i den mundtlige fortællings muligheder for at forankre og bygge bro mellem fortid og fremtid.

Litteratur:

  • Bruner, Jerome: Uddannelseskulturen. Munksgaard, 1998 og Mening i handling, Klim, 1999
  • Hermansen, Mads: Den fortællende skole – om muligheder i skoleudvikling. Bd. 1-2. Klim, 2001
  • Kjærstad, Jan: Erobreren, Samleren, 1997
  • Værdigrundlag og selvevaluering på de frie kostskoler. Af Tove Heidemann, Anders Bech Thøgersen, Finn Thorbjørn Hansen, Randi Nygaard Andersen. Danmarks Pædagogiske Universitet, 2001
  • www.dortefuttrup.dk under Publikationer

Fortæl en historie om os. En arbejdsplads indeholder mange historier - ledelsens og medarbejdernes.

Fortæl en historie om os

Af Dorte Futtrup

En arbejdsplads indeholder mange historier – ledelsens og medarbejdernes.
De kan være uformelle og flyve fra kontor til kontor. De afspejler organisationens helbred og værdier.

Kronik i Dagbladet Information (Det virtuelle rum), den 12. oktober 2001

En afdelingsleder på et stort folkebibliotek ønsker en bedre publikumsbetjening. Hun flytter en medarbejder med 25 års erfaring til et arbejde, hvor medarbejderen ikke længere kommer i direkte berøring med lånerne. Efter en uges sygemelding vender medarbejderen tilbage og får en samtale med afdelingslederen.

Kvinden er i voldsom affekt. Afdelingslederen er rolig og spørger, om hun har lyst til at fortælle om de 25 år, hun har været ansat på biblioteket. Kvinden begynder tøvende med dengang hun kom til ansættelsessamtale. Snart folder fortællingen sig ud med glæder og sorger gennem de mange arbejdsår. Hendes fortælling springer i tid, fragmenter sammenføjes til meninger og helheder, den røde tråd bliver spundet.

Undervejs ændrer kvinden udseende fra at være knuget og sammenbidt til et ansigt og en krop, som lever med i de skiftende sindsstemninger. Afdelingslederen lader hendes fortælle uden afbrydelse. Efter 35 minutters fortælling slutter hun sin fortælling med at sige, »… det var egentlig godt, du flyttede mig væk publikumsafdelingen. Tak for samtalen.«

Samtalen? Afdelingslederen havde ikke sagt et ord, hun havde kun lyttet. Det er én af den mundtlige fortællings hemmeligheder, at den tilsyneladende er en énvejskommunikation. Medarbejderen havde intuitivt forstået, at den mundtlige fortælling er et levende møde mellem fortæller og lytter. Uden gode lyttere, ingen god fortælling – og omvendt. Og lederen forstod at lade livshistorien blive en del af den måde, som medarbejderen kunne erkende på.

Mennesker har til alle tider og i alle kulturer fortalt historier for at skabe mening, sammenhæng og fællesskab. Gennem fortælling prøver vi at forstå os selv og vores tilværelse. Vi har brug for historier, som får os til at le, græde, længes, forstå, forundres, hade og elske. Vi får nogle bud på, hvad der ondt og godt, sort og hvidt.

Fortælling giver etisk retningsbestemmelse for både børn og voksne. I sin oprindelse og sit budskab indbyder fortællingen til fortolkning og skabelsesproces. Den er dynamisk og drejer sig om sandsynlighed, snarere end sandhed. Den sætter tilværelsen i relief og gør den flerdimensional. Virkeligheden ses i et fugleperspektiv, og vore værdier fremtræder tydeligere.

Netop værdier er der stor interesse for i disse år. Organisationer og virksomheder arbejder med værdibaseret ledelse og værdigrundlag. Værdidebatten sætter sit præg på folkeskolen, gymnasiet, højskolen og de videregående uddannelser.

Også teatrene, muséerne og bibliotekerne kredser om ord som identitet, kulturarv og værdier. Fortællingen kan med stor fordel anvendes, når værdier og værdigrundlag skal indkredses. Erhvervslivet har taget historiefortællingen til sig som et strategisk ledelsesværktøj for at understøtte visioner, skabe fælles billeder og vise vejen, men også i forhold til virksomhedens tabuer og konflikter.

Når historiefortælling breder sig i institutioner, organisationer og virksomheder som et stærkt styringsredskab, hænger det sammen med det foranderlige samfund. Intet er som det plejer at være, og det skaber forvirring og utryghed. Man er ved at opdage, at kreativitet, fleksibilitet og forandringsparathed hos ledelse og medarbejderne, ikke er tilstrækkelig. Der er også brug for refleksion og evnen til at skabe mening og sammenhæng i nye situationer. Der er et behov for en revurdering af, hvor vi er, hvordan vi er kommet dertil, og hvordan vi skal komme videre.

Den gode fortælling indeholder en begyndelse, en midte og en slutning. Det er væsentlige elementer i den narrative metode, som tager afsæt i den lille historie og sætter den ind i den store. Det er en metode, som er velegnet ved afklaring af de fælles værdier. En arbejdsplads indeholder mange historier – ledelsens og medarbejdernes. De organisatoriske fortællinger kan være af både formel og uformel karakter, og de flyver med en lethed fra kontor til kontor, fra afdeling til afdeling, så man kunne tro, de var udstyret med vinger. De afspejler organisationens helbred. Til enhver fortælling er der knyttet værdier og billeder om det gode liv.

Historier skal fortælles i et åbent rum, hvor der er plads til korrektion. Gode historier skal være troværdige og føre et sted hen og kunne stå for kritisk vurdering. Bliver den kritiske sans løbet over ende, så er der tale om forførelse. Hitler evnede under nazismen at forføre med sine fortællinger, så folk mistede den sunde fornuft og blev ubetinget tilhængere.

Det er urealistisk at forestille sig, at et holdbart værdigrundlag kan formuleres af en ledelse alene. Værdier skal ikke komme ovenfra eller udefra, for så er de ikke så forpligtende eller indbyder til loyalitet. Værdiafklaring skal ske indefra og være accepteret af de berørte parter. Vi må have fat i de holdninger, handlinger og tydninger, som den enkelte har med sig, fordi værdier både er et arbejdsmæssigt og et personligt anliggende. Det er ofte vanskeligt at sætte ord på værdierne, fordi de synes så abstrakte og uhåndgribelige.

For nylig blev jeg interviewet af to unge studerende fra Handelshøjskolen i forbindelse med deres speciale om anvendelse af storytelling i virksomheder. De sagde: »Vi hjælper virksomheder med deres branding, og vi er meget optaget af begreberne magic/logic og vision/reality.«

Det gode danske ord historiefortælling bliver i virksomhederne erstattet med storytelling. Lederen skal være storyteller, og ledelsesstrategi og udvikling af værdier og korpsånd bliver til organizationel storytelling.

Branding er et reklameredskab, som nok nærmest kan oversættes med profilering eller synliggørelse af en virksomheds produkter og mærkevarer. Branding hænger sammen med en organisations image. Det er det, som i forbrugerens øjne skaber forskellen.

Men hvordan skabe et godt brand? Her kommer historiefortælling ind i billedet, da det er et eminent værktøj for alle, der arbejder med kommunikation, fordi budskaber gøres levende og letforståelige ved hjælp af historier. Enhver har brug for at sælge budskaber på en kanoniseret måde, lige fra barnet i familien til lederen af en kulturinstitution.

Men historierne skal være troværdige. Det duer det ikke, at biblioteket på sin hjemmeside fortæller om professionel og personlig service med høj faglig standard, hvis låneren møder en fortravlet og sky bibliotekar, som ikke evner samtalen.

Corporate branding er mere end et reklameredskab. Det er en blanding af image, vision og kultur, byggende på et solidt værdigrundlag. Det er i sin optimale form en ledelsesfilosofi, der gennemsyrer organisationen i tanke og handling. Her kommer holdning før handling, altså en forøget vægtning af emotionelle værdier, såsom troværdighed, ansvarlighed, redelighed og menneskelighed.

Det er en tidkrævende proces både indadtil og udadtil. Både private virksomheder og offentlige institutioner er ilde stedt, hvis de overlader deres omdømme til tilfældighederne. Mon ikke SAS kan tale med om det efter den store EU-bøde? Det nytter ikke at lave vision, drøm og mål for en fremtid, hvis ikke det bygger på en bevidsthed og et kendskab til organisationens historie og de historier, som fortælles internt og eksternt.

En organisation skal evne at kommunikere værdier og vision på en levende måde, og den har brug for at få fortællingerne frem i lyset. Men jeg tror ikke, organisationens egne fortællinger kan stå alene.

Hvis vi udelukkende beskæftiger os med det velkendte i forskellig klædedragt, bliver det til et spejl. Vi må have fat i noget, der går dybere ind i sind og sanser og skaber erkendelse.

Her kommer kunsten ind, hvor vi møder noget, der er større end os selv. Det kan blive en helt anden oplevelse for en organisation at diskutere konfliktfyldte ting, hvis det er kongens handlinger i et eventyr som diskuteres, i stedet for historien om den administrerende direktørs dispositioner. Er fortællingen om Yduns æbler i den nordiske mytologi en historie om, hvordan man bevarer en forretningshemmelighed?

Hvordan vandt Klods Hans egentlig prinsessen? De ældste brødre i Klods Hans var mestre i faktuel viden og tal, men alligevel vandt de ikke prinsessen. Det gjorde lillebror, som mestrede det uforudsigelige.

Han havde gå-på-mod og opfindsomhed, og så var han en god fortæller! Klods Hans kunne skabe liv og påvirke sine omgivelser med et billedrigt og associativt sprog, fyldt med tolknings- og tydningsmuligheder. Brødrenes sprog var rationelt og instrumentelt, køligt og distancerende.

Vore politiske ledere står overfor kommende valg til kommunerne, amterne og Folketinget. De politikere, der forstår at bruge den gode historie og den narrative metode til at nå vælgernes følelser, har chancen for et komme til magten og sætte fremtidens dagsorden. Også erhvervslivets ledere har fået øjnene op for den narrative metodes betydning. Alliancen mellem den gode historie og ledelse er kommet for at blive.

Modersmål og fortælling

Modersmål og fortælling

Af Dorte Futtrup, fortæller

I: Sprog & Samfund. Nyt fra Modersmål-Selskabet; 2001, nr. 1. – s. 6-7

Mennesker har fortalt historier til alle tider og i alle kulturer. Gennem fortælling skaber vi mening og sammenhæng, og vi prøver at forstå livet, vores omverden og os selv. Vi har brug for historier, som får os til at le, græde, længes, forstå, forundres, hade og elske. Historier, som sætter livet i relief og perspektiverer det. Historier, som udvider horisonten for, hvad der er muligt, og hvad der gør livet værd at leve.

Myter, sagn og folkeeventyr anvender det mytiske sprog. Det er et billed- og symbolsprog, som åbner hjertevejen og ikke kun hjernevejen. Disse gamle historier er korte, knappe og alle unødige beskrivelser er skåret væk De er finpudset gennem mange slægtled. De rummer vore forfædres visdom, livserfaring og har en stor viden om menneskelig adfærd.

Der var engang …Ved mundtlig fortælling mødes fortæller og lyttere i et tidløst univers, hvor alt kan ske: Fortid, nutid og fremtid i én blanding. Vi er i en fiktiv verden, og ordet er det eneste hjælpemiddel. Rummet fyldes af kropslig intensitet, sanselighed og nærvær. Når historier bliver fortalt, lever de som billeder, og følelser bliver vakt. Historierne opleves og mærkes, og vi kan ikke nøjes med at forholde os intellektuelt og analyserende til dem. De bliver som et spejl, hvor vi måske genkender os selv, vores historie og vort folks historie. Budskaber og værdier bringes gennem fortællingen videre fra generation til generation. Derfor har fortælling både noget kulturbærende og kulturskabende i sig. Når vi mødes i fortællingen, løftes vi ud af vort eget og ind i noget fælles: Et fælles afsæt og et fælles værdisæt.

Fra U.S.A. har jeg et konkret eksempel på ovenstående, samt hvordan modersmålet får afgørende betydning:

I oktober 2000 fik jeg gennem Det danske Generalkonsulat i New York den spændende opgave at afholde et fortællekursus på American Museum of Natural History i anledning af den store fællesnordiske vikingeudstilling, som markerede 1000-året for Leif den Lykkeliges opdagelse af Vinland. Mine kursister var syv unge nordiske skuespillere i alderen 24-37 år. De var bosiddende i N.Y., talte flydende engelsk, men stammede fra Island, Norge, Sverige, Danmark. Undervisningssproget var dansk/skandinavisk, mens de naturligvis skulle fortælle på engelsk ved åbningen af udstillingen The Vikings. Fortællerepertoiret var heltesagn fra vikingetiden, nordisk mytologi og vikingesagaer.

Hvad skete?
Omgangssproget blandt nordiske unge i New York er normalt engelsk, men på kurset talte alle deres eget sprog, og de unge oplevede derigennem en stor glæde, fællesskab og samhørighed. Men det stærkeste var dog mødet med fortællerepertoiret, som de kendte i større eller mindre grad. Her gik det op for dem, hvilken enestående fællesbagage af værdier, tankesæt, livssyn og livsopfattelse, de havde med sig. De indså gennem disse gamle sagn og myter, hvad der gør det nordiske folk forskelligt fra det amerikanske, og hvad der forener mennesker på tværs af alder, tid, sted og kultur. Mødet med sproget og kulturarven medførte for den islandske kursist, at hun blev klar over, hvor hun hørte til. Hun er nu flyttet til Island efter ca. 10 år i New York! Én ad de norske kursister havde boet i New York siden hun var 8 år. I hjemmet var der altid blevet talt norsk, men hendes skolegang var foregået på amerikansk. Når hun fortalte sagnet om Regnar Lodbrog og Kraka på sit modersmål, var hun gennemsyret af norsk charme, sødme og umiddelbarhed. Da hun derefter ubesværet fortalte den samme historie på amerikansk, blev hun en anden – “den norske jente” var forsvundet! De øvrige kursister gav udtryk for, at det havde været et overraskende stort arbejde for dem at forberede historierne på engelsk, netop fordi fortællingens kraft hentes fra hjertet:

Modersmål er vort hjertesprog,
kun løs er al fremmed tale,
det alene i mund og bog
kan vække et folk af dvale.
(N.F.S. Grundtvig)

Som fortæller opdagede jeg for første gang mit modersmåls betydning ved den internationale biblioteksforening IFLA’s kongres i Beijing/Kina i 1996. Børnebibliotekssektionen under IFLA arrangerede en session med titlen “Storytelling around the world”, hvor jeg deltog som foredragsholder og fortæller. Kina har stor tradition for den mundtlige fortælling. De gamle historier blev tidligere fortalt for børn og voksne i tehuse og på teatre, indtil det under Kulturrevolutionen blev forbudt. I disse år skete der også afbrænding af bøger og biblioteker. Med det ændrede styre er fortællekunsten blomstret op igen på offentlige steder.

Mit paper ved kongressen var naturligvis på engelsk. Det er lidt uvant, men ikke decideret vanskeligt for mig at holde foredrag på engelsk. Men den efterfølgende mundtlige fortælling af en grønlandsk myte på engelsk (uden manuskript, naturligvis!) krævede en kolossal forberedelse og voldte store kvaler. Fortælling hænger symbiotisk sammen med modersmålet. Fortælling er ikke udenadslære, men henter sin næring fra hjertesproget/følelsessproget – det sprog, vi har været lykkelige og ulykkelige på som børn og blevet trøstet på. Uanset hvor godt vi mestrer et fremmedsprog, vil mundtlig fortælling aldrig få den samme klangbund som ved anvendelse af modersmålet.

Kan det levende ord få ørenlyd i USA, Kina og Danmark?
Ja, i høj grad! Der er et stort behov for at fordybe sig og få lov til at danne egne billeder. Et behov for at finde ind i noget, frem for at finde ud af noget. I tilgift får vi, at flere generationer kan samles om den mundtlige fortælling. Vi er så vant til at tænke i aldersopdelinger og målgrupper. Men her kan alle være sammen i samtale og eftertanke: Børn, unge, voksne, bedsteforældre og børnebørn – på skole og bibliotek, i præstegård og foreningsliv, i virksomheder og organisationer, på kurser og konferencer.

Sæt historier på værdierne

Sæt historier på værdierne

af Dorte Futtrup

Kronik i Morgenavisen Jyllandsposten, den 7. juli, 2000

Værdier, etik, identitet og fortælling er begreber, som præger den offentlige debat indenfor uddannelse, kultur, politiske partier, organisationer og erhvervsliv. Men er værdier og fortælling sider af samme sag og ligeså vigtig for mennesket som opfyldelsen af behovet for føde, sex og kærlighed? Det mener kronikøren, som er fortæller og lærer på Danmarks Biblioteksskole.

Hvor er det dejligt at få fortalt historier! sagde en midaldrende herre til mig efter en aften med mundtlig fortælling på et bibliotek i en større provinsby. Hvorfor er det mon så dejligt? ville jeg vide. Jo, sagde han, det er fordi, jeg bliver så fascineret, nærmest forført, at jeg glemmer mig selv.

Der var engang …. Forventningens sus går gennem tilhørerne – både børn og voksne. Vi går sammen ind i et tidløst univers, hvor alt kan ske. Fortid, nutid og fremtid i én blanding, vi er i en fiktiv verden. Fortæller og lyttere indgår en form for kontrakt, som netop handler om viljen til at lade sig fascinere, forføre, forløse, forvandle af det fortalte. Der er tale om et grundlæggende behov for en god historie – et narrativt begær.

Vi fortæller for at få form på verden. I dagligdagen er vi alle fortællere, når vi beretter om vore oplevelser og tildragelser til familie, venner, arbejdskolleger. Orkanen over Danmark i december gav anledning til mængder af mundtlige fortællinger – ikke blot blandt mennesker, som i forvejen havde relationer til hinanden, men også blandt mange andre, som oplevede nød, ulykke og evakuering. Ved at fortælle skaber vi sammenhæng, mening og fællesskab. Ved at fortælle kan vi kæde et fragmentarisk liv sammen.

Når vi skal samle de påvirkninger, vi udsættes for, til meningsfulde helheder, må vi bruge alle vore sanser. Ikke blot hvad vi hører og ser, men også det vi lugter, smager og føler. Hvis ikke vi formår at sammenkæde og fortælle vort liv for os selv og andre, bliver vi forvirrede, rodløse og stressede. Vores evne til at fortælle, den narrative evne, er helt grundlæggende for vores personlighed og identitetsfølelse.

En 10-årig pige udbrød engang efter én af mine fortællinger: Jeg kunne se det hele for mig – alt det du fortalte var inde i stearinlysene. Det er som om det er mere virkeligt, når det fortælles!

En 84-årig kvinde sagde ved en anden lejlighed: Undskyld jeg blev fraværende midt i din fortælling, men pludselig sad jeg på skødet af min bedstefar. Der er ingen, der har fortalt mig historier siden jeg var en lille pige. I begge udsagn spores, at her har lytteren erkendt noget væsentligt – noget, der har værdi i netop hendes liv.

Værdier er et begreb, som præger den offentlige debat indenfor uddannelses- og kulturpolitik. Men også erhvervsliv, organisationer og de politiske partier er optaget af værditænkning og betydningen af at kunne fortælle en god historie.

Undervisningsminister Margrethe Vestager har for nylig udsendt debatoplægget Værdier i virkeligheden, hvor ministeren giver sit bud på, hvilke værdier der bør være grundlæggende i al uddannelse. Lærere og undervisere på alle niveauer i uddannelsessystemet skal træde i karakter og i ord og handling vise eleverne, at alt ikke er lige godt. Skolen skal altså være modvægt til værdirelativisme og holdningsanarki. Ministeren opfordrer til en diskussion af, hvilke grundlæggende værdier – nye som gamle – den enkelte skole skal bygge på i skabelsen af hele dannelsens og uddannelsens rum. Men hvordan sikrer vi os fælles værdier, hvis hver offentlig institution formulerer deres eget værdigrundlag og deres egen praksis?

Kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen fremsatte Den Børnekulturpolitiske Redegørelse i efteråret 1999. Her betones vigtigheden af, at børn møder voksne, som kan delagtiggøre dem i den fælles kulturarv og kulturelle mangfoldighed. Børn skal føle, at de er del af et fællesskab og en større helhed. Kulturinstitutioner skal give børn et fundament af værdier, fortællinger og drømme, som er forudsætningen for at udvikle dem til åbne, stærke børn og senere myndige voksne. Et Kulturråd for Børn er nedsat under Kulturministeriet med direktør Lars Kolind som formand. Over en fireårig periode skal rådet gennemføre væsentlige elementer i det nye program Børn og Kultur. Endvidere er en række regionale børnekulturkonsulenter blevet udpeget til opgaven.

Jeg ser den mundtlige fortælling som et middel til opfyldelse af flere af de mål, som undervisningsministeren og kulturministeren sætter på dagsordenen. Fortælling har både noget kulturbærende og kulturskabende i sig. Når vi mødes i fortællingen, løftes vi ud af vort eget og ind i et fælles afsæt og et fælles værdisæt. Vi indoptager de samme historier i vort sind: Myter, sagn og folkeeventyr, bibelhistorie og Danmarkshistorie. Salmer, sange, rim og remser, skønlitteratur (tidligere tiders kanon) og vor egen familiemytologi giver også en væsentlig ballast.

Vigtigheden af at kunne fortælle en god historie har man også opdaget andre steder i samfundet. Fremtidsforskere mener ligefrem, at der er et marked for eventyr, drømme og historier. Erhvervsliv, organisationer og virksomheder har brug for fortællingen til at præcisere et værdigrundlag, skærpe korpsånd, udvikle strategier og firmaidentitet. Når en virksomhed skal sælge en materiel eller immateriel vare, er der bedre afsætning, når den bliver indpakket i en god historie. Et politisk parti sælger budskaber, visioner og sammenhænge ved at fortælle etisk forsvarlige og troværdige historier. Det er ikke nok at have et mål, det er også vigtigt at fortælle om vejen dertil. Alle ideologier lever af fortællinger. Derfor er fortælling en hermeneutisk disciplin, hvor budskaber kan fortolkes og formidles.

For et par år siden indledte jeg to konferencer for tillidsfolk fra Kvindeligt Arbejderforbund med mundtlig fortælling. Emnet for KAD’s konferencer var “Den lærende organisation”. Jeg fortalte et færøsk sagn, et dansk folkeeventyr og en grønlandsk myte – alle med let fortolkende og uddybende overgange. Hvorfor dog fortælling ved en konference med et sådant tema? Fordi disse historier – hver på sin måde – handler om: Værdier og ansvar for eget liv, forandring, viljen til at omstille sig og lære nyt, troen på egne evner, sorg og tab som livsvilkår. Udover en anderledes oplevelse fik deltagerne i billedlig og symbolsk form nogle brikker til handling i arbejdslivet og til deres egen livsforståelse.

Myter, sagn og folkeeventyr kan kaste lys over moderne problemstillinger som ledelsesformer og personaleudvikling, fordi de rummer en stor viden om menneskelig adfærd. Det er korte, knappe fortællinger, hvor alle unødige beskrivelser er skåret væk, og de er finpudset gennem mange slægtled. De bærer en indre sandhed og rummer vore forfædres visdom, livserfaringer og menneskekundskab. Derfor kan vi som nutidsmennesker suge kraft, energi og forståelse for værdier og vor egen livssituation.

Hvorfor er der så stor interesse for mundtlig fortælling i disse år, at man næsten kan tale om fortællingens genfødsel? Det viser sig i Danmark og det øvrige Norden, men også i Europa, U.S.A. og den øvrige verden er interessen for storytelling blomstret op. Fortællekunsten er jo ingenlunde ny, for mennesker har fortalt til alle tider i alle kulturer. Ældre medborgere husker nok ”mørkningen” eller ”skumringstimen” fra deres barndom, hvor der blev sunget og fortalt.

Et bud – måske klichéfyldt – på den fornyede interesse kunne være, at moderne informationsteknologi, multimedier og virtuelle rum skaber en længsel efter noget basalt og autentisk. Der er et stort behov for at finde ind i noget, frem for at finde ud af noget. Mundtlig fortælling er ikke énvejs-kommunikation, men et levende møde mellem fortæller og lyttere uden andre hjælpemidler end ordet. Rummet fyldes af kropslig intensitet, sanselighed og nærvær. Der opstår et episk fællesskab mellem fortæller og publikum, hvor glæden ved roen og fordybelsen er mærkbar. Man kan få lov til at danne sine egne billeder, mærke sig selv, spejle og opklare sit liv i stærke, gådefulde fortællinger. Det er i fortællingen, vi bliver til og vi finder os selv.

I tilgift får vi, at flere generationer kan samles om den mundtlige fortælling. Vi er så vant til at tænke i aldersopdelinger og målgrupper. Men her kan alle være sammen i samtale og eftertanke: Børn, unge, voksne, bedsteforældre og børnebørn – på skole og bibliotek, i præstegård og foreningsliv, i virksomheder og organisationer, på kurser og konferencer.

Booktalk, bokprat eller bogsnak?

Booktalk, bokprat eller bogsnak?

Af Dorte Futtrup

Børn & Bøger; 2000, 53, nr. 3. – s. 6-9

Booktalk har amerikansk forbillede og er en gammel, velkendt formidlingsform i bibliotekerne. I de senere år er den desværre mange steder gledet i baggrunden. Årsagerne hertil er flere: Ét bud kunne være, at den moderne teknologi har krævet mange fysiske og psykiske ressourcer, og at man derfor har prioriteret anderledes. Et andet kunne være, at skolebibliotekarer og bibliotekarer i folkebibliotekerne føler en vis utryghed overfor det at træde i karakter og føre sig frem i større forsamlinger. Booktalk skal være intenst og medrivende, og desuden bør det være helt eller delvist manuskriptfrit for at fænge. Samtidig skal det være en hjertesag, altså noget der ligger én på sinde. For gamle N.F.S. Grundtvig havde jo ret, når han sagde, at for at gribe og begejstre sine tilhørere ”skal man have noget på hjerte og hjerte for noget”.

Mit udgangspunkt er, at det skal være sjovt at være bibliotekar. Det bliver det, når man får lejlighed til at dele af sin viden, øse af sin begejstring og bruge sine evner og talenter. En sådan værdibaseret professionsudøvelse kan for nogle være vanskelig at kombinere med en neutral og objektiv informationsformidling. Den faglige troværdighed står som noget grundlæggende for den bibliotekariske selvforståelse. Men objektivitet i materialevalg og formidling er en illusion, fordi vi som mennesker og professionelle personer altid har vore holdninger og værdier med os. De viser sig i samtalen, i meningstilkendegivelsen, i valget – eller også afsløres de af kroppen og andre non-verbale udtryk.

Hvorfor booktalk?
”En god bibliotekar er én man kender”. Således karakteriserede nogle børn en god bibliotekar i Rapport fra Projekt Børn og unges medbestemmelse i bibliotekerne (1998). For at være en god og professionel bibliotekar fordrer det, at man tager den subjektive og direkte formidlerrolle på sig. Man skal vide, kunne og ville noget. Man skal turde og tåle noget – også modgang og skuffelser. Man skal kunne bære ansvaret og risikoen, men også indse vigtigheden af sin egen ydmyghed.

Tiden er med den direkte formidling og det møde, hvor levende mennesker samles uden glas og skærm imellem sig. Interessen for det folkelige foredrag, debataftener, filosofi- og lyrikcaféer er stor. Den mundtlige fortælling er blomstret op overalt i Danmark gennem de seneste ti år. Her mødes børn, unge, voksne og gamle for at lytte til en god historie. Det viser sig på daginstitutionsområdet, i folkeskolen, foreninger, bibliotekernes børne- og voksenafdelinger, indenfor folkeoplysning og voksenundervisning og i kirkelige sammenhænge. Et samvær omkring det levende ord er et attraktivt og konkurrencedygtigt alternativ til de elektroniske medier.

Derfor skal der også pustes nyt liv i booktalk. Desværre mangler vi et dansk ord for denne form for mundtlig formidling. Bogsnak er aldrig slået an, og det lyder heller ikke godt. I Norge og Sverige anvender man ordet bokprat. I det efterfølgende bruger jeg ordet booktalk i mangel af bedre!

Booktalk handler om at skabe læse- og bibliotekslyst. Bibliotekaren viser, hvad biblioteket kan byde på af oplevelser og viden og giver det et ansigt. Bogen huskes i kraft af bibliotekarens evne til at formidle personligt og engageret. Booktalk kan/bør indgå i enhver biblioteksrundvisning, ved gennemgang af bibliotekets søgesystemer, i biblioteksorientering for små og store, for studerende og andre uddannelsessøgende, for foreninger, oplysningsforbund m.v. Desuden i den opsøgende virksomhed blandt institutionspersonale, dagplejemødre, ved forældremøder, i skolebestyrelser m.v.

Hva’ koster det? – spørger ledelse og politikere måske. Det koster en grundig forberedelse, og det bør der sættes tid af til. Men de bogkyndige bibliotekarer bliver samtidig nærmest en personificering af biblioteket og derfor en uvurderlig reklame – også når de færdes udenfor biblioteket! Børnebibliotekskonsulent Uno Nilsson skriver i sin artikel Bokprat: ”Rätt utnyttjad bliver han biblioteket i barnens och allmänhetens ögon – suverän PR!”. (Barnspåret, Bibliotekstjänst, 1994)

Hvad er booktalk?
En booktalk udgår fra den grundholdning, at man synes, at en given bog er god og værd at anbefale. Bogen vækker følelser i én, og det kan både være glæde, smerte, munterhed, mismod m.v. Den må bare ikke være én ligegyldig.

Man skal naturligvis også have læst den grundigt og helt frem til slutningen. Ellers bliver man afsløret, som når barnet tvivlende ser på én og spørger: ”Du har ikke læst den rigtigt, vel?”

Booktalk over én enkelt bog kan vare fra få minutter til måske 10-15 minutter. Den kan foregå spontant i et udlån overfor én eller få personer. Den kan lægges i faste rammer i form af et arrangement, hvor krav til rum og univers er indtænkt. Tema og emne kan være: Sæsonens bøger, Bibliotekarens yndlingslæsning, Bøger jeg holder af, Gode børnebøger, Bøger for bedsteforældre og deres børnebørn, Glæden ved læsning, Glæden ved haven eller ved fart og tempo o.m.m.

Bogen præsenteres fysisk med præsentation af forfatter, illustrator, tematiske referencer til andre bøger og medier, filmatisering m.v.

Booktalk er ikke referat af en bog, ej heller anmeldelse, analyse eller en form for lektørudtalelse på en bog. Som dramatisk kunstart har booktalk meget tilfælles med den mundtlige fortælling. Booktalk skal nå ud til sine tilhørere, inddrage dem og fascinere, således at de bliver både lyttere og deltagere. Derved bliver det en form for tovejskommunikation. Uden gode lyttere kommer der ingen god fortælling/booktalk … og omvendt. En god begyndelse er vigtig med en kort, knap, præcis, interessevækkende start, hvor tilhørerne indfanges. Derefter bredes historien ud. Men modsat fortællingen, som også skal have en afslutning for at leve op til en god historie i Aristoteles’ forstand, bringer en booktalk sine tilhørere til kanten af plottet. Det bliver derved en cliffhanger eller en teaser, for man afslutter netop dér, således at tilhørerne selv får lyst til at låne bogen og læse videre.

Hvordan gennemføres en booktalk?
En god booktalk er altså fristende, lokkende og lidt forførende. Den kan også være sjov og spændende, men den må aldrig være bedre end bogen selv. ”Overselling a book merely means that your credibility will be reduced for future talks”. Således skriver Joni Bodart, amerikansk lektor og workshopleder i booktalking, i sin bog Booktalk! 2 (N.Y. 1985). Hvis de tre første kapitler i en bog er kedelige, mens resten er gode, så sig det. Ellers vil læseren sjældent nå dertil, fordi tilhørernes forventninger er skruet i vejret fra begyndelsen. Bibliotekarens troværdighed har fået et knæk!

Udover at fortælle indtil plottet kan man vælge at karakterisere én eller flere af personerne. Derved skabes en nysgerrighed, hvor man som tilhører får lyst til at lære disse personer nærmere at kende og læse, hvordan de handler, og hvad de finder på.

Booktalk kan indeholde en del af bogen præsenteret som mundtlig fortælling. Det vil f.eks. være oplagt ved en antologi, novelle- eller eventyrsamling at fortælle én af historierne med egne ord.

Oplæsning af en karakteristisk passage kan også være virkningsfuld for at give en fornemmelse af sprog og stil. Alligevel vil jeg af erfaring advare lidt mod det, fordi en oplæsning kræver stor indlevelse for at få teksten til at leve. Magien i rummet kan falde som et korthus, når øjenkontakten forsvinder. Koncentration og energi kan dale hos oplæseren, fordi han undervejs tænker og evaluerer på det, han lige har sagt. Man kan i sagens natur ikke forlange, at publikum skal lytte, hvis man selv har sine tanker andetsteds!

Både i booktalk, ved mundtlig fortælling og oplæsning er stemmeføring, tonefald, frasering, mimik, gestik, rytme og pause centrale virkemidler, som man bør overveje og arbejde bevidst med. Desuden skal man give sig god tid.

En god fysisk ramme omkring en booktalk er vigtig. Skab dit eget rum, hvor du føler dig godt tilpas. Skal du stå eller sidde? Skal du være foran eller bagved et bord – eller slet ikke bruge noget? Hvad med rekvisitter såsom smagsprøve på et hjemmebagt brød, hvis emnet er Glæden ved god mad ? – eller en tryllekunst som appetitvækker til Magiske og eventyrlige bøger.

Joni Bodart har produceret en 28 min.video: Booktalking (N.Y. 1986). Her vises tre personer, som laver booktalk for større børn og unge mennesker. Deres måde at gøre det på er meget forskellig og helt i overensstemmelse med de personligheder, de er. Én skriver hele sin booktalk ned og memorerer det så meget, at hun næsten kan det udenad. Joni Bodart laver stikord og gennemtænker hele forløbet meget grundigt og afprøver det gerne forinden på familie og venner. Hun er en fremragende fortæller. Den sidste bibliotekar er en mand, som med sin spontanitet, umiddelbarhed og begejstring kan sælge sand i Sahara! Hans faglighed sidder i rygraden, og derfra er han i stand til at improvisere.

Der er med andre ord ingen ”rigtig måde” at formidle på. Man må finde sin egen stil og samtidig være sig selv. Det vigtigste er, at der springer en gnist. Den kan før eller siden springe ud i lys lue hos modtageren.

I Biblioteker, Børn og Kultur (Råd og Vink fra Biblioteksstyrelsen, 2. 1999) er der flere opfordringer til, at bibliotekarer tager en ny direkte formidlerrolle på sig. Her nævnes både booktalk og mundtlig fortælling som centrale aktiviteter.

Jeg vil tilføje, at der principielt ikke er forskel på at lave booktalk for børn, unge eller voksne. Ligesom i fortællingen kan generationerne mødes og få en oplevelse på tværs af alder, køn og kulturel baggrund.

Den mundtlige fortælling vender tilbage

Den mundtlige fortælling vender tilbage

Af Dorte Futtrup

I: Bogens Verden ; 1998, 80, nr. 4. – s. 14-17

Øger voksende mængder af TV, video og informationsteknologi behovet for at lytte til en god historie, hvor man kan få lov til at danne egne billeder? Faktum er, at interessen for at møde den levende fortælling er stor i disse år – også andre steder i verden. Når tilhørere og fortæller mødes ansigt til ansigt, skabes et fælles rum af stor intensitet og nærvær.

En sjette gang var der et træ og en
lille fugl. De var gode venner og
talte tit sammen. Den lille fugl fløj
op fra træets top, så sig omkring og
fløj så ned igen og satte sig hos
træet og fortalte alt hvad den havde
set. Bagefter fortalte træet fuglen
om alt det mærkelige, som rødder-
ne kunne se nede i jorden. På den
måde blev de begge klogere. Og en
gang imellem undrede de sig så me-
get, at de var helt stille i lang tid.

Denne sjette historie fra Louis Jensens “Hundrede historier” (Gyldendal, 1992) siger noget om samtalen og den mundtlige fortællings værdi. Den beskriver et frugtbart samvær mellem to generationer, hvor man mødes åbent, fordomsfrit og lyttende, og hvor man sammen kan undre sig over tilværelsens magi og livets store og små mirakler. Jeg ser livets træ (Ask Ygdrasil?), som en bedstefar, der øser af sin visdom i kraft af rødderne, som forbinder fortid, nutid og fremtid – godt hjulpet af det “flyvske” barnebarn, som sætter nutid og fremtid i perspektiv.

De gamle i slægten har altid siddet inde med en form for erindret visdom. I skriftløse kulturer var det den eneste kilde til viden om det, der var hændt. Derfor er det at fortælle historier ikke noget nyt, for det har mennesker gjort i årtusinder. Det har været en måde at være sammen på – meningsfuld, underholdende, tankevækkende – men også som overlevelse, som vi kender det fra “Tusind og éen Nat”, Boccasios “Dekameron” eller i den moderne danske pendant hertil “Septemberfortællingerne” (Red. Brøndum/Aschehoug).

Tidligere holdt folk mange steder i landet mørkning eller skumringstime, hvor man sang og fortalte hinanden historier. I Grønland skulle man have den lange vinter til at gå, og en fortæller sluttede ofte sin historie således: “Det var så slut på denne historie, og nu er vinteren så meget kortere”.

Men gennem nogle generationer har vi givet køb på mundtlighed og fortælling og dyrket en skriftkultur, som i dag også har udviklet sig til en elektronisk kultur. Vi bombarderes af information og stimulation med den moderne teknologi, multimedier, lyd og billeder, og der opstår en længsel hos det moderne menneske efter noget autentisk og basalt i tilværelsen. Det kan opleves i den mundtlige fortællings uforudsigelighed, og den har samme fortryllende virkning på børn, unge og voksne. Der er nærvær, intensitet og et stærkt forpligtende fællesskab i fortællingen. De sansninger og indre billeder, som via mundtligheden skabes i fortællingen, er meget kraftfulde og kan virke voldsomme på tilhørere, som kun er vant til de “elektroniske fortællinger” i medier og via computer.

I 90’erne har den mundtlige fortælling atter vundet indpas mange steder. Jeg har fulgt udviklingen på nærmeste hold som fortæller og underviser indenfor området gennem knapt 8 år. Mit publikum er i alderen 3 – 100 år, og jeg holder især meget af at fortælle ved arrangementer, hvor børn, forældre, bedsteforældre sammen får en oplevelse.

Hvad er godt fortællestof?
Myter, sagn og folkeeventyr er velegnede til fortælling, og da de oprindelig er mundtligt overleverede, kan ingen version betegnes som “den rigtige”. Det giver en vis frihed i fortællesituationen. Den type historier er gennem generationer finpudset og rummer således vore forfædres visdom, livserfaringer og menneskekundskab, hvorfra vi som nutidsmennesker kan suge kraft, energi og forståelse for tradition og vor egen livssituation.

Dybest set handler myter, sagn og folkeeventyr om det at være menneske. Alle steder på jorden og til alle tider har mennesket beskæftiget sig med livets store spørgsmål: Hvem er jeg?- hvor kommer jeg fra?- hvor går jeg hen? Det er filosofiske og eksistentielle spørgsmål om værdier, mål og de fælles gåder i vor tilværelse. Derfor er disse fortællinger gode for børn og voksne at opleve og drøfte i fællesskab. Ligeledes er erindringsstof, familiemytologi, noveller og romaner vigtige inspirationskilder for fortælleren. Gennem fortællingen kan vi genkende vort liv, vore drømme – vi kan finde os selv.

Fortællingen i Danmark
Interessen for den mundtlige fortælling slog virkelig igennem med den landsdækkende børne- og ungdomslitteraturfestival “Den gode historie”, som løb to uger i marts 1998. Her understregedes vigtigheden af både oplæsning og fortælling, og mange lærere i folkeskolen viser nu stor interesse for at lære at fortælle. Men også blandt præster, pædagoger, lærere indenfor voksenuddannelserne, bibliotekarer og andre kulturformidlere er der efterspørgsel af kurser i at lære at fortælle, undervise og holde foredrag uden brug af bog eller manuskript, således at en øjenkontakt med tilhørerne kan bevares, og et “møde” mellem mennesker kan opstå. Det drejer sig i virkeligheden om N.F.S. Grundtvigs levende ord og hans historisk-poetiske metode.

Flere steder har man dannet “fortælleforum” eller “fortællerlaug” for at styrke interessen og hinanden i fortællingen. Biblioteker er i mange tilfælde initiativtagere – også som arrangører af fortællertræf og fortællefestivaler. Her deltager både lokale og professionelle fortællere. Blandt de seneste arrangører er Silkeborg og Horsens biblioteker.

Under Kulturby 96 arrangeredes “Ordet er Jeres! – En fortællekrans omkring København” med deltagelse af Køge, Roskilde, Frederikssund, Frederiksværk, Hillerød og Helsingør.

Ligesom filosofi- og lyrikcaféer blomstrer, er også caféer med mundtlig fortælling ved at blive populære både blandt unge og et mere modent publikum. KafCaféen i København har bl.a. fortælleeftermiddage i vinterhalvåret.

Fortællingen internationalt
Interessen for at opleve, hvordan man fortæller i andre lande øges naturligvis. Derfor blev der med midler fra Kulturbyåret arrangeret “International Storytelling Festival” i Historisk-Arkæologisk Forsøgscenter i Lejre i juni 1996. Her viste mangfoldigheden i fortællestil sig. Fra den helt lavmælte indianerkvinde, hvor fortællingen levede i kraft af ordene og indfølingen, videre til kvinden fra Japan, hvor fortællingen nærmest døde på engelsk, men blomstrede intenst og stærkt, når hun slog over på sit japanske modersmål. Derfra til de kraftfulde irere, samt musikere og fortællere fra England, Frankrig, Trinidad, hvor der også var show og større sceniske fremførelser. Fra Østrig deltog den verdensberømte eventyrfortæller Folke Tegetthoff, som i 1994 fik Lego-gruppens store Ygdrasilpris for sit kreative arbejde med den menneskelige fantasi.

Men der var ingen repræsentant fra Tyskland – i brødrene Grimms eget land er den mundtlige fortælling meget lidt synlig. Men en professor fra Hochschule für Bibliotheks- und Informationswesen i Stuttgart besluttede, at også dér skulle der ske noget og arrangerede derfor en konference om fortælling i Frankfurt am Main i 1997. Deltagerne var tyske lærere, bibliotekarer og museumspædagoger, og oplægsholdere var bl.a. professionelle fortællere med en etnisk baggrund. Flere offentlige fortællearrangementer er allerede fulgt i kølvandet af denne konference.

I Sverige finder for ottende gang “Ljungby Berättarfestival” sted i juni 1998. I fem dage tilbydes et imponerende program med masser af fortælling, kurser, seminarer og eventyrlige udflugter. Festivalen samler fortællere og tilhørere fra hele Sverige og øvrige Norden – ja, faktisk fra hele verden.

På Nordens Folkliga Akademi i Göteborg er der et årligt “Berättarkurs”. I år er temaet myter og sagn fra Østnorden og nærområderne. Ungdomshøjskolen ved Ribe er denne sommer vært ved et “Nordisk Fortællekursus”.

Den internationale biblioteksforening IFLA holdt kongres i Kina i 1996. Børnebibliotekssektionen under IFLA arrangerede en workshop med titlen “Storytelling around the world”, hvor jeg deltog som foredragsholder og fortæller. Kina har stor tradition for den mundtlige fortælling. De gamle historier blev tidligere fortalt for både børn og voksne i tehuse og på teatre, indtil det under Kulturrevolutionen blev forbudt. I disse år skete der også afbrænding af bøger og biblioteker. Med det ændrede styre er fortællekunsten blomstret op igen på offentlige steder. En kinesisk børnebibliotekar gjorde rede for, hvordan man i skoler og på biblioteker ikke blot fortæller for børn, men også træner dem i selv at fortælle. Dette blev lidt håndfast demonstreret af et par børn, og mit indtryk var, at det havde karakter af ren udenadslære og genfortælling. Fortælleglæden var vanskelig at spore! Blandt kinesere i USA trives fortællekunsten også. På IFLA’s workshop fortalte Frieda Ling smukt og bevægende om, hvordan hun som fortæller af kinesisk mytologi og historie holder fast i sine rødder og kultur og videregiver dem til sine børn og venner. Frieda har haft et omskifteligt liv – født i Kina, opvokset i Hongkong og Canada, nu bosat i Arizona.

Det følgende er min redigering af foredrag og personlige samtaler, som jeg havde med fortællere, som var repræsenteret ved IFLA’96 i Beijing:

En græsk oplægsholder sammenstillede anvendelsen af drager og slanger i henholdsvis græsk og kinesisk mytologi. Hun påpegede mange spændende ligheder, som jo netop er en bekræftelse på, at mytiske figurer er universelle og kendt over hele verden.

I Spanien har man siden 1992 haft “Tale-Telling Marathon” i byen Gaudalajara. I mere end 24 timer fortælles der historier uafbrudt, dag og nat. Det er det lokale bibliotek, som arrangerer begivenheden, hvis formål er at holde de traditionelle fortællinger i live og udbrede fortællekunsten. Byens borgmester fortæller hvert år den første historie, og han efterfølges så af flere hundreder, som dels fortæller enkeltvis, dels i grupper. Takket være stor medieinteresse har disse fortælle-marathons bredt sig til andre byer i Spanien.

På Trinidad har man Anansi-historier, som blev bragt til Caribien af slaver fra Vestafrika. ANANSI er en “trickster” – halvt menneske og halvt edderkop, og det er en slags folkehelt på De vestindiske Øer. Men det er også en Loke-figur, som kan forvandle sig. Anansi-historier er blevet et symbol på håb og overlevelse, samtidig med at de er sjove og vækker latter. Det fortalte Rita Cox, som er bosat i Canada, men født på Trinidad. Hun er opvokset med fortællingen både i hjem og skole, og fortælling er stadig en naturlig del af samværet mellem børn og voksne på Trinidad.

I USA står The National Storytelling Association bag en række “storytelling programs”, som arrangerer fortællefestivaler, udgiver bøger og tidsskrifter og har ca. 6000 medlemmer fra både USA og udlandet. Man kommunikerer ivrigt med hinanden via internettet, hvortil interesserede henvises. Prøv under emnet “storytelling”. Mange amerikanske tiltag har en pædagogisk/didaktisk vinkel.

I Thailand er der tradition for “JATAKA-fortællinger”. Det er historier i tretten kapitler om Buddhas mange liv, før han blev den store Buddha. Disse historier har været fortalt i 750 år og handler om dyr og mennesker, som handler selvopofrende, fordi de værdsætter de ædle eksempler. Historierne lever stadig mundtligt ved hjælp af lærere, bibliotekarer, forældre og professionelle fortællere.

I Zimbabwe fører den stigende urbanisering til en katastrofal nedgang i interessen for den mundtlige fortælling. Det fortalte Ellen Waungana charmerende og lidenskabeligt om. Voksne og børn er nu kun optaget af TV, sagde hun. Det vil medføre, at ingen af slægtens og landets gamle historier bliver bevaret. For når børn ingen historier får fortalt, ja, så har de jo heller ingen historier at fortælle til deres børn, når de selv bliver voksne. Med et fast og gennemborende blik på sine tilhørere spurgte Ellen: “Det bliver vor kulturs undergang – HVAD kan vi gøre for at bevare vort lands værdier og beskytte de smukke traditioner, som hidtil har samlet vort folk på tværs af generationer?”

Måske ender det med, at Zimbabwe, ligesom f.eks. Nepal, går direkte fra en mundtlig fortællekultur over til en elektronisk kultur uden at have haft en læsekultur?

Jeg præsenterede myter og sagn fra Grønland, og det var i sig selv en opgave at få begrebsliggjort på den anden side af jorden! Når det netop blev Grønland, har det sin rod i, at jeg har boet der i fem år, og at det ophold så at sige “fødte” mig som fortæller.

Fortællingen i fremtiden
Mine møder med fortællekolleger fra hele verden har vist mig, at der er en global interesse for det levende ord. Samtidig kan fortællingen noget, som ikke ret meget andet kan, nemlig skabe fællesskab mellem mennesker på tværs af kulturer, alder, grænser og sprog. Fremtidsforskere har sagt, at vi bevæger os mod et “dream society”, hvor evnen til at fortælle og fabulere bliver fremherskende. Vi ser det allerede i medierne, hvor ingen kan klare sig i informationskulturen uden at kunne fortælle en god historie – ellers slår formidlingen ikke igennem.

Fortællingen har både noget kulturbærende og noget kulturskabende i sig. Når vi mødes i fortællingen, løftes vi ud af vort eget og ind i det fælles. Ved at lytte til og kende myter, sagn, folkeeventyr, bibelhistorie, vor egen historie etc. får vi et fælles værdisæt og et fælles afsæt.

Fortællekunstens magi handler både om fascination, forførelse, forløsning og forvandling. Men magien rummer også pause og stilhed, som ændrer dele af det fortalte til noget levende og brugbart.

“Fortællingen er som en puppe – stilheden efter forvandler den til en sommerfugl”. (s. 140 i “Septemberfortællingerne”)

Komplet publikationsliste

Publikationer komplet

“Hvordan denne bog blev til” og “Så er det nok!” /Dorte Futtrup. – I: Øst for Vesterhavet. Tekst og tegninger om Vestjylland. Red.: Karsten Bjarnholt, Egon Clausen. Udgiver: Foreningen Litteratour, 2017. 80 sider, illustreret i farver. ISBN: 978-87-999806-0-4

Snotnæsen/fortalt af Dorte Futtrup. Illustreret af Kamilla Wichmann. – Turbineforlaget, 2014. ISBN: 978-87-7141-657-2

En slank model/ Dorte Futtrup. – I. Vintage ’13. I anledning af Underskovems 10 års jubilæum. Red. Bo Lille, Martin Hans Skouenborg og Martin Simonsen. – Ordsnedkeren, 2013, s. 162-167.

Hullet i himlen/ fortalt af Dorte Futtrup. illustreret af Lilian Brøgger. – Høst & Søns Forlag, 2011. ISBN: 978-87-638-1836-0
(med støtte fra Statens Kunstråd)

Bogen er oversat til grønlandsk:
“Qilaap putua”. Milik publishing, 2013. ISBN: 978-87-92790-08-8

Løftebrud / Dorte Futtrup. – I: Underskov 3 – en antologi med lyrik og kortere prosa. Red. Bo Lille, Thurston Magnus, René Sandberg og Martin Simonsen. – Ordsnedkeren, 2009, s. 44-45

OMA-kongen og hans hustru – en kort fortælling / Dorte Futtrup
I: OM Fond 75 år. Otto Mønsteds Fond jubilæumsbog. Udgivet i.f.m jubilæet.
Red. Annette Bergmann, Otto Mønsteds Fond, 2009, s. 8-15

Thora og Regnar Lodbrog / Fortalt af Dorte Futtrup. Illustreret af Ursula Seeberg. – Forlaget Klematis, 2007. – 32 sider..

Levede du dengang siden du ved det? / Dorte Futtrup. – I: 0-14, Pædagogisk Tidsskrift, nr. 4/2006. – s. 38-41. Tema: Fortæl en historie!

Så længe har jeg sgu’ aldrig siddet stille før / Dorte Futtrup. – I: SUNDHEDSavisen. Roskilde Amt, nr.2, 2006

Management by Bible – ledetråde til ledelse / Dorte Futtrup og John Rydahl. – Det Danske Bibelselskab, 2005. – 227 sider.

Regnar Lodbrog og Kraka / Fortalt af Dorte Futtrup. Illustreret af Ursula Seeberg. – Forlaget Klematis, 2005. – 32 sider. (2. oplag 2006)

Mundtlig fortælling – oplevelse, pædagogik, forkyndelse? / Dorte Futtrup. – I: Kirken Underviser, nr. 2, juni 2005. – S. 3-5

Hvordan får man børn til at lytte? – om fortællingens kraft / Dorte Futtrup. – I: Skolestart. Børnehaveklasseforeningen, nr. 6, 2004. (Sprog og udtryksformer) – s. 25-27

Bibelen og erhvervslivet / Dorte Futtrup – KULTURKRONIK i Morgenavisen JyllandsPosten den 23. april 2004

At fortælle for børn / Dorte Futtrup. www.familiekanalen.dk

Børn , sprog og mundtlig fortælling / Dorte Futtrup. – I: Tidsskrift for Børne- & Ungdomskultur nr. 46, 2003. – S. 171-77

Fortælling som brobygning / Dorte Futtrup. – I: Undervisningsministeriets Tidsskrift ‘Uddannelse’, nr. 2, 2003. – S. 49-59

Den mundtlige fortælling har ganske særlige kvaliteter / Dorte Futtrup. – I: Noget at tale om – sproglig stimulering og læsning. Udarbejdet af Monica C. Madsen. Projekt “På samme hammel”. Biblioteksstyrelsen, 2002.

Fortæl en historie om os / Dorte Futtrup. – Informationsspecialisten; 2002, nr. 1. – s. 8-11. Tema: Storytelling/Historiefortælling i organisationen.
(Efterfulgt af: Og den 142. gang … Historiefortælling i Nokia – et kursus ved Dorte Futtrup/Janette Flatman)

Fortællingen – en weekend i lydbogens univers. 3 lydbånd. Udgivet af Danmarks Blindebibliotek, 2001.
Heri: Ariel/ fortalt af Dorte Futtrup efter Göran Tunströms novelle.
Fortællekunstens magi/ foredrag ved Dorte Futtrup.

Fortælling i vækst – vækst i fortælling / Dorte Futtrup. – Danmarks Biblioteker; 2001, nr. 10. – s. 26-27

Løftebruddet / Dorte Futtrup. – Weekendavisen: BØGER (Danske fortællinger); 30. november – 6. december 2001, nr. 48. – s. 9

Fortæl en historie om os. En arbejdsplads indeholder mange historier – ledelsens og medarbejdernes. / Dorte Futtrup. Kronik: Information (Det virtuelle rum), den 12. oktober 2001

Kraka i netværk / Dorte Futtrup. – LeadingCapacity, 2001.

Skolen har brug for mundtlighed / Dorte Futtrup. – Læserbrev: Politiken, den 15. marts 2001

Fortællingens kraft / Dorte Futtrup. – EKnyt. Udgivet af Foreningen for Erhvervskvinder, marts 2001. – s. 5

Modersmål og fortælling / Dorte Futtrup. – Sprog & Samfund. Nyt fra Modersmål-Selskabet; 2001, nr. 1. – s. 6-7

Begæret efter den gode historie / Dorte Futtrup. – Voksenpædagogisk Tidsskrift; 2000, nr. 2. – s. 13-15

Sæt historier på værdierne / Dorte Futtrup. – Kronik: Morgenavisen Jyllandsposten, den 7. juli, 2000

Fascination og forførelse – om mundtlig fortælling for børn og voksne i biblioteket / Dorte Futtrup. – I: Barnebibliotekenes nye profil. Rapport fra en fellesnordisk konferanse, Rønnigen Folkehøgskole, Oslo 18.-21. maj 2000: Oslo, Nordisk Nettverk for barnebibliotek og – kultur, 2000. – s. 100-103.

Booktalk / Dorte Futtrup. – Børn & Bøger; 2000, 53, nr. 3. – s. 6-9:ill.

Fortælle. Encyklopædisk nytårshilsen / Dorte Futtrup. – DANSK; 1999, nr.4. s. 2.

Den mundtlige fortælling vender tilbage / Dorte Futtrup. – Bogens Verden ; 1998, 80, nr. 4. – s. 14-17 : ill.

Lignelsen om den fortabte søn. Mundtlig fortælling – i: Folkeskolen og informationsteknologien : Lær IT 3. (1997). [CD-ROM]. [København]: Undervisningsministeriet, Folkeskoleafdelingen. (præsentation af faget kristendom)

The Telling of Myths and Legends from Greenland / Dorte Futtrup. – The New Review of Children’s Literature and Librarianship ; 1996, 2. – s. 225-250 ; litt.henv.

Myten om den gamle kvinde, der søgte de dødes rige / Dorte Futtrup. – i: Fortællerfugle fra mange lande / [ed] Ann Mari Urwald. – København : Mellemfolkeligt Samvirke, 1996. s. 25-28 Note: Illustreret af Lilian Brøgger.

I fortællingens vold : et magisk møde på tværs af kulturer, grænser og sprog / Dorte Futtrup. – Bibliotekspressen ; 1996, nr. 22. – s. 686-687 : ill.

Om at fortælle Sagn og myter fra Grønland / Dorte Futtrup. – i: Nøglen til Grønlandske sagn og myter fra Skatkisten / [ed] Synnøve Lien ; [ed] Kirsten Meldgaard. – København : Dansklærerforeningen, 1996. s. 9-13